Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Region Hovedstaden: Ny råstofplan sendes i høring
Et flertal i regionsrådet i Region Hovedstaden har nu besluttet at sende forslaget til en ny råstofplan i høring.
Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Regionerne har ansvaret for at udpege områder, hvor der kan graves efter råstoffer. Det skal sikre en stabil forsyning af lokale råstoffer som sand og grus til byggeri, veje og anlæg - samtidig med at der tages hensyn til miljø, natur og omkringboende.
- Det er vigtigt at sikre råstoffer til fremtidens byggeri og infrastruktur. Vi ved, at det er et område med mange interesser, og vi har bestræbt os på at finde en god balance.
- Nu inviterer vi naboer og andre interesserede til at sende deres høringssvar, så vi kan skabe en plan, der tager flest mulige hensyn, siger formand for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden Line Ervolder (K) i pressemeddelelsen.
Lokale informationsmøder
Høringsperioden løber fra den 15. maj og varer 11 uger.
I denne periode har naboer til nye graveområder, virksomheder, myndigheder og andre interesserede mulighed for at indsende skriftlige høringssvar.
Samtidig afholder regionen fire lokale informationsmøder i maj og juni. Her vil borgerne få information om planen og høringsprocessen - og mulighed for at stille spørgsmål.
Fokus på genbrug
Regionen har taget helt nye skridt i planen med et øget fokus på bæredygtighed. For første gang er det indregnet, at knap 18 procent af råstofferne skal komme fra genbrugte byggematerialer og alternative råstoffer som for eksempel jord.
- Vi står i en virkelighed, hvor det her i regionen bliver stadig sværere at finde nye graveområder, hvor vi samtidig tager hensyn til naboer og natur.
- Derfor er det helt afgørende, at vi genbruger mere og undersøger mulighederne for at anvende alternative råstoffer, siger Line Ervolder (K).
Foreslår nye områder
Udpegningen af mulige nye grave- og interesseområder bygger på regionens egen geologiske kortlægning og forslag fra borgere og virksomheder.
Størstedelen af områderne i planen er kendte graveområder, som genudlægges. Derudover foreslås syv nye graveområder og ét nyt interesseområde.
Der er lavet omfattende miljøvurderinger af alle de mulige områder i planen. Vurderingerne er blevet lavet for at undersøge, om miljøet vil blive væsentligt påvirket, hvis der bliver indvundet i områderne.
De arealer, der er udvalgt i planen, er dem, hvor miljøvurderingen har vist, at natur, miljø og omgivelser vil blive påvirket mindst muligt.