Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Arkil renser PFAS-forurenet jord med termisk opvarmning
Arkil arbejder i øjeblikket på et projekt, der indebærer en container fyldt med forurenet jord og seks store gasbrændere, der varmer jorden op.
Projektet er et af i alt to pilotprojekter, Danske Regioner i øjeblikket kører på PFAS-centret i Korsør. Her bliver der afprøvet teknologier til at rense jord for PFAS, og projekterne er finansieret af Miljøstyrelsen.
- Der er ingen tvivl om, at PFAS for alvor er kommet op til overfladen i den offentlige bevidsthed, og det med god grund, siger Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S, i en pressemeddelelse fra Arkil.
- Derfor vil jeg også gerne takke Danske Regioner og Miljøstyrelsen for at prioritere indsatsen, så vi igennem et pilotprojekt som det her kan komme et vigtigt skridt nærmere svaret på, hvordan vi bedst håndterer forureningen, siger Michael Hansen.
PFAS-destruktion på stedet
Formålet med projekterne er at vise, hvordan PFAS kan blive destrueret på stedet i stedet for at opsamle forureningen på aktivt kul for bagefter at destruere eller deponere det.

Danske Regioner har cirka 15.000 grunde over hele landet, der kan været forurenet med PFAS. Spørgsmålet er nu, hvordan familien af kemiske flour-stoffer kan fjernes med de laveste omkostninger for samfund og klima.
Det skal de to pilotprojekter se nærmere på.
15 kubikmeter jord ad gangen
I Arkils projekt fylder de en isoleret container med forurenet jord og tænder op for seks store gasbrændere. Når jordens temperatur når over 350 grader, begynder PFAS at blive til gas.
Den gas opsamler Arkil og sender igennem de samme brændere, som i forvejen opvarmer jorden i containeren. I flammerne, der har en temperatur på 1.400 grader, bliver PFAS'en destrueret.
Der kan være 15 kubikmeter jord i forsøgscontaineren. Når jorden er oprenset, kører Arkil forsøget igen med 15 kubikmeter mere.

Arkil tager løbende prøver af udstødningen fra containeren, så de kan påvise, at der ikke er PFAS-rester i tilbage i luften. Og for en sikkerheds skyld kører de også udstødningen igennem filtre med aktivt kul, som vil binde rester af PFAS, hvis der - mod forventning - skulle være noget tilbage alligevel.
"Indtil videre ser forsøget lovende ud. Prøverne viser, at vi lykkes med at brænde det hele af", skriver Arkil.
Det er i øvrigt samme metode, Arkil kommer til at anvende på Høfde 42, når de går i gang med at oprense en af Danmarks største generationsforureninger. Men det bliver i en helt anden skala end forsøget her, og med den forskel, at udstødningsgasserne fra Høfde 42 ikke bliver brændt af på stedet, gør Arkil opmærksom på.
Forsøget på PFAS-testcentret sker desuden i tæt samarbejde med Arkils samarbejdspartner Haemers Technologies. Virksomheden leverer brændere og container.