Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Danske virksomheder opfordres til at gribe tyske infrastrukturprojekter for milliarder
En historisk opgradering af den tyske infrastruktur for op mod 500 milliarder euro står for døren, og spørger man brancheorganisationen Dansk Infrastruktur, er det en opgave, som danske virksomheder må og skal byde ind på.
- Efter års nedskæringspolitik symboliseret med den tyske gældsbremse, er der nu sat gang i en massiv investeringsplan i den tyske infrastruktur. Det handler om veje, jernbaner, broer og energi, og der er tale om projekter for flere hundrede milliarder euro, siger Hans Wicks, direktør for Dansk Industri Tyskland, og fortsætter:
- Den nye regering under Friedrich Merz har gennemført en lempelse af gældsbremsen, som ellers er skrevet ind i forfatningen, for at landet genvinder sin konkurrenceevne.
Budskaberne blev fremlagt på et webinar, der havde til formål at klæde danske virksomheder på til at byde ind på opgaverne i Tysklands kommende infrastrukturprojekter.
Ifølge Dansk Infrastruktur er der tale om forskellige typer infrastrukturprojekter heriblandt store vejudbygninger og -vedligeholdelse, elektrificering af jernbanenettet, renovering af broer, udbygning af grøn energiinfrastruktur og ladeinfrastruktur til tung transport.
- Processen bag de nye investeringer og den politiske vedtagelse af projekterne vil ske trinvist, men der er allerede nu klarhed over en række konkrete tiltag og tidsplaner. Mange projekter er nært forestående, og derfor er det vigtigt at holde sig orienteret og være klar til at handle hurtigt, skriver Dansk Infrastruktur i et opslag på LinkedIn.
Dansk Infrastruktur anbefaler, at man som dansk virksomhed forbereder sig grundigt, inden man byder ind på opgaver i Tyskland.
- Fri bevægelighed i EU betyder ikke, at man bare kan køre over grænsen og arbejde. Der er omfattende regler og krav, man skal overholde - også for underentreprenører og ved korte ophold. Bøderne i Tyskland kan være betydelige, og derfor skal danske virksomheder byde ind på et oplyst grundlag, siger Anita Kurowska Larsen, der er chefkonsulent i DI International Business Development.
DI - Dansk Industri tilbyder hjælp til entreprenørvirksomheder, der vil ind på det tyske marked.