Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Supersygehus fordyres og forsinkes
En forsinkelse på seks-otte måneder samt en budgetoverskridelse i milliardklassen. Det er de hårde realiteter for opførelsen af supersygehuset ved Hillerød.
Forretningsudvalget i Region Hovedstaden bliver på tirsdag 10. juni orienteret om, at budgettet for Nyt Hospital Nordsjælland forventes at skride med op til 1 milliard kroner primært som følge af prisstigninger i byggemarkedet og stigende lønninger. Samtidig er indflytningen udskudt fra årsskiftet 2027 til sensommeren 2027.
- Det er virkeligt frustrerende, at vi endnu engang står i en situation, hvor byggeriet bliver dyrere end forventet. Selvom det skyldes udefrakommende omstændigheder, får vi stadig en stor opgave med at finde pengene i et i forvejen ekstremt presset anlægsbudget, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Prisstigninger og stigende lønninger
Direktør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme Mogens Kornbo understreger, at markedet er overophedet, og at der er en kæmpe efterspørgsel på kvalificerede medarbejdere. Det presser priserne på løn til særligt det tekniske fagpersonale.
- Det er en udfordring, vi ser i hele byggebranchen. Materialepriser er steget markant de seneste par år - og ser ud til at fortsætte med at stige i takt med den økonomiske usikkerhed i verden generelt og stigende inflation. Fx er prisen på kobber steget 29 procent fra 2022 til 2024, og teknisk isolering er steget mere end 50 procent i samme periode. Det er nogle af de materialer, vi bruger rigtigt meget af på Nyt Hospital Nordsjælland i øjeblikket, siger Mogens Kornbo.
Samtidig foregår der rigtigt meget byggeri hos firmaer som Novo Nordisk og Fujifilm. De har brug for mange af de samme medarbejdere, som hospitalsbyggeriet har brug for i øjeblikket. Det presser lønningerne op.
Riften om de kvalificerede medarbejdere er også hovedårsagen til forsinkelsen. Samtidig er der kommet ny praksis fra myndighederne til godkendelse af brandsikring fx af vægge. Det går også ud over tidsplanen.