Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Volvo CE har indgået aftale om at opkøbe Swecon
Volvo Construction Equipment er nået til en aftale med det svenske selskab Lantmännen om at købe Swecons forretningsaktiviteter i Sverige, Tyskland og Baltikum, inklusive virksomheden Entrack.
Det meddeler Volvo CE og Lantmännen i en pressemeddelelse.
Volvo CE vil betale syv milliarder svenske kroner for opkøbet, som er underlagt myndighedernes godkendelse. Aftalen forventes lukket i anden halvdel af 2025, meddeler parterne.
Hele forretningsområdet
Swecon, som er ejet af landbrugskooperativet Lantmännen, er autoriseret forhandler for Volvo Construction Equipment i Sverige, Estland, Letland, Litauen og i store dele af Tyskland. Derudover er Swecon også udlejer og forhandler af entreprenørmaskiner fra andre maskinmærker.
Opkøbet omfatter hele Swecons forretningsområde, herunder salg af produkter og tjenester, udlejningsaktiviteter, eftermarkedstjenester og kundesupport. Det inkluderer også kontorer, værkstedsfaciliteter og 1.400 medarbejdere.
Volvo CE ser dette som et strategisk skridt til yderligere at investere i detailforretning på nøglemarkeder; Tyskland, som er Europas største marked for entreprenørmaskiner, Sverige, Volvo CE's hjemmemarked, samt Estland, Letland og Litauen.
Opkøbet betyder også, at Volvo Construction Equipment kommer til at eje og lede størstedelen af selskabets forretning i Europa, hvilket gør detail til en kerneaktivitet for Volvo CE i Europa, lyder det.
- I denne tid med store forandringer i vores branche, hvor vores konkurrenceevne bliver sat på prøve, er et direkte samarbejde med vores kunder endnu mere vigtigt for at få succes, siger CEO i Volvo CE, Melker Jarnberg, i pressemeddelelserne.
- Og gennem opkøbet af Swecon mener vi, at vi kan drive en øget kundetilfredshed, siger han.
Swecon har været en del af Lantmännen siden begyndelsen, det vil sige for 25 år siden. For hele 2024 udgjorde Swecons omsætning 10 milliarder svenske kroner.