Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Specialmaskine klarer ankerboringer under trange forhold
Det fylder lidt, når man skal have plads til en ankerborerig, og derfor har Nordisk Fundering også måtte inddrage lidt af Helsingørmotorvejen henover sommeren, så funderingsspecialisten kan komme til med sin Casagrande C6 XP-2.
Entreprenøren har nemlig fået til opgave at bore 160 ankre i spunsen langs motorvejen som den sidste del af forstærkningsarbejderne på strækningen. Arbejderne foregår primært under broerne, og det er en af årsagerne til at Nordisk Fundering blev valgt til at tage sig af opgaven.

- Der er begrænset plads her, og det gælder både vertikalt og horisontalt. Det er den store udfordring på projektet, fortæller Jonathan Møller Jørgensen, der er senioringeniør hos Nordisk Fundering.
Mens entreprenøren udfører opgaven, skal der nemlig holdes to spor åbne på motorvejen.
- Vores Casagrande-ankerborerig passer perfekt til den her opgave, fordi maskinen kan arbejde på et smalt område, som vi gør her. Der findes ikke ret mange af dem i Danmark, så det giver os en fordel på den her type opgaver, fortsætter han.

Når ankrene er sat, foretager funderingsspecialisten en række målinger og tester, om ankrene kan overføre kræfterne til jorden. Hertil benytter man en donkraft.


Når det arbejde er færdiggjort, skal Nordisk Fundering give spunsen en ny topcoat og male konsollerne.
Arbejdet udføres i hovedentreprise for Vejdirektoratet med COWI som rådgiver.






























































