Lyt til artiklen:

Kæmpe jernbaneprojekt i Aarhus undervejs

00:00
Hastighed: ???x
03:25

Der sker ting og sager på Aarhus Hovedbanegård, hvor Banedanmark har taget fat på arbejdet med at renovere og gøre klar til fremtidens eltog. Projektet er det sidste led i elektrificeringen af den jyske hovedstrækning, og det betyder, at man fra omkring årsskiftet 2026-2027 vil kunne køre med eltog fra København til Aalborg.

Først venter dog intensive arbejder i Aarhus. Aarsleff Rail har vundet projektets første to entrepriser, der omfatter etablering af depot- og arbejdsarealer forud for ombygningen og selve ombygningen af Aarhus Hovedbanegård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Entreprenøren har nu taget fat på den sidstnævnte del, og det indebærer blandt andet ombygning af spor, flytning af jord, omlægning af kabler, etablering af perroner og ombygning af sikringsanlægget. Der skal desuden etableres et vigespor, hvor togene kan parkere i kortere intervaller.

rich-media-2
Lige foran banegården bliver perronerne fornyet og forlænget med 30 meter. Foto: Tim Søgaard.

Arbejdet ved banegården og perronerne er naturligvis delt op i to dele, så man kan opretholde togtrafikken til og fra Aarhus, mens projektet udføres.

Snæver byggeplads

Den store udfordring på projektet er den trange arbejdsplads.

- Der ligger et stort logistikarbejde i projektet, fordi vi har så lidt plads at arbejde i. Der skal laves meget afvanding, hvilket fylder rigtig meget, og det skal koordineres med de store, tunge jordarbejder og alt det andet, fortæller Helle Thambo, der er projektchef hos Banedanmark.

rich-media-3
Helle Thambo er projektchef hos Banedanmark og står i spidsen for renoveringsprojektet. Foto: Tim Søgaard.

De pladskrævende arbejder betyder også, at entreprenøren fylder på vejen langs banegraven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan desværre ikke helt pakke os ind på banepladsen, siger hun.

rich-media-5
Pladsmangel er en stor udfordring på den snævre byggeplads i banegraven. Foto: Tim Søgaard.

En anden udfordring er, at der skal arbejdes året rundt på projektet og dermed også om vinteren.

- Lige nu ser det ud til, at en del af vores største sporarbejder kommer til at ligge om vinteren. Der får vi en udfordring med justering og svejsning af dem, men det er der råd for, siger Helle Thambo.

I Aarhus er der syv spor ind til Hovedbanegården, og togene skal naturligvis kunne skifte mellem sporene, hvilket betyder, at der skal udskiftes en stribe sporskifter i forbindelse med renoveringsarbejdet.

- Det er et rigtig stort arbejde, fordi leveringen af sporskifterne skal koordineres meget præcist, så de ankommer på de rigtige tidspunkter og bliver svejset og justeret på de rigtige tidspunkter, siger Helle Thambo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-7
Entreprenøren arbejder tæt på eksisterende spor, mens togtrafikken opretholdes under hele ombygningen. Foto: Tim Søgaard.

Det samlede projekt strækker sig fra banegården helt ud til Skanderborgvej for det sydgående spor og Viby Ringvej for det nordgående. I det sydgående spor er der blandt andet en bro, der skal hæves, og i det nordgående spor venter et massivt jordarbejde, hvor omtrent 60.000-80.000 kubikmeter jord skal køres væk. De arbejder hører dog under andre entrepriser, der først går i gang til efteråret og frem mod vinteren.

Zøllner satser stort på niche med havudsigt

Se også:

Zøllner satser stort på niche med havudsigt

Lige nu arbejdes der også bag banegården, hvor Banedanmark i samarbejde med Aarhus Vand er ved at etablere et nyt vandrør ved hjælp af styret underboring, så man bedre kan komme af med vandet fra banegården og -tracéet i fremtiden.

rich-media-9
Bag banegården er et arbejde med at etablere en ny vandledning i gang. Projektet udføres ved hjælp af styret underboring. Foto: Tim Søgaard.

Lige foran banegården udbygges perronerne med 30 meter og henover - på Bruuns Bro, bliver den eksisterende cykelparkering fjernet, og broen renoveres.

Der er altså tale om et omfattende projekt, og den samlede anlægspris er beregnet til 946 millioner kroner.

- Som det er nu, følger vi i det store hele vores tidsplan. Hvis det fortsætter sådan, og vi ikke lige pludselig finder et vikingeskib i jorden i forbindelse med vores arbejder på det nordgående spor, så er vi færdige til tiden ved overgangen mellem 2026 og 2027, siger Helle Thambo.