Lyt til artiklen:

Aarsleff hæver overskuddet

00:00
Hastighed: ???x
02:00

Der er fortsat vind i sejlene hos Danmarks største entreprenør Aarsleff, som torsdag har præsenteret sit regnskab for tredje kvartal af regnskabsåret.

Rapporten viser, at omsætningen steg med to procent til 16.531 millioner kroner for årets første ni måneder, mens EBIT steg med 3,2 procent til 773 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aarsleff formåede at hæve overskudsgraden med 0,2 procent i kvartalet sammenlignet med samme kvartal i det foregående regnskabsår, og overskudsgraden ligger på 4,7 procent for de først ni måneder, hvilket er marginalt bedre end de 4,6 procent, entreprenøren præsterede i regnskabsåret 2023/2024.

Kvartalsregnskabet ændrer ikke som sådan på Aarsleffs forventninger til året, men indskrænker usikkerheden. Entreprenøren forventer en omsætningsvækst på 2 - 4 procent svarende til en omsætning på 22,2 til 22,7 milliarder kroner mod tidligere 22 til 23 milliarder. EBIT forventes i intervallet 1.125 til 1.175 millioner kroner mod tidligere 1.100 til 1.200 millioner.

Aarsleff-koncernens ordrebeholdning pr. 30. juni 2025 udgjorde 25.092 millioner kroner. Tallet lød på 24.345 millioner kroner ved udgangen af regnskabsåret 2023/2024. Ordreindgangen i de første ni måneder var på 17.278 millioner kroner. Heri indgår ordrebeholdningen ved overtagelsen af færøske ArtiCon med en samlet værdi på 681 millioner kroner.

- Den positive udvikling fortsatte i tredje kvartal med et tilfredsstillende resultat og en solid ordreindgang. Markedet efterspørger Aarsleff-koncernens kompetencer, og vi ser potentiale i det øgede fokus på forsvar og kritisk infrastruktur - samtidig med at mulighederne inden for energi fortsat er gode, siger administrerende koncerndirektør Jesper Kristian Jacobsen.