Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Entreprenør etablerer regnvandsledning ved det nye stadion i Aarhus
Byggeriet af det nye stadion, atletikstation og Sportens Hus i Aarhus er i fuld gang.
I den forbindelse er vandforsyningsselskabet Aarhus Vand i færd med at etablere en ny regnvandsledning. Det sker foran de gamle røde bygninger med Arkil som entreprenør.
- Med det nye stadion får vi en større bygningsoverflade i form af belægning og tag. Desuden er der også en klimafaktor med en øget regnmængde at tage hensyn til.
- Derfor etablerer vi en ny regnvandsledning med en større diameter end tidligere, siger Morten Østergaard Nielsen, der er projektchef i Aarhus Vand, i en nyhed på vandforsyningsselskabets hjemmeside.
Graver tre meter ned
Kongelundens nye regnvandsledning bliver i alt 150 meter lang med en diameter på 80 centimeter.

Anlæggelsen begyndte dér, hvor ledningen ligger dybest - nemlig ved Marselisborg Grønnevej og udløbet til regnvandssøen.
Her bliver rørene gravet cirka tre meter ned. Hvert fag er tre meter langt og anlægges bid for bid med en gravekasse til at holde på jorden rundt om rørene.
For enden af den røde stadionbygning ved Stadion Allé bliver den nye regnvandsledning koblet på det eksisterede system igen.
Forsinker vandet
Vandet bliver ledt til regnvandssøen Ødam, som ligger i Havreballe Skov. Regnvandssøen vil forsinke regnvandet, inden det løber videre ud i bugten.

Planen er, at regnvandssøen skal tømmes og renses op for bundslam.
- En regnvandssø har en rensende effekt på regnvandet. Søen nedbryder fosfor og kvælstof, som der er i regnvandet. Men den renser bedst, hvis bundslammet renses op, siger projektchefen.
En uudnyttet kapacitet
Tidligere blev vandet fra stadion ledt til Svanesøen - af mange kendt som Stadionsøen.
Regnvandssøen i Havreballe Skov havde en uudnyttet kapacitet, og derfor blev det besluttet at lede vandet fra det nye stadion til søen, oplyser Aarhus Vand.
Anlæggelsen af den nye regnvandsledning er efter forventningen afsluttet i midten af oktober i år.






























































