Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Arkil afleverer landvinding i Horsens Havn
Hvor der før var vand, er nu blevet til 2000 kvadratmeter mere land på Horsens Havn.
Det har entreprenøren Arkil sørget for i samarbejde med rådgiveren A1 Consult med AG Gruppen som bygherre.
Projektet er nu afleveret og krævede - foruden en hel del spunsarbejde - også en særlig nænsom metode til at sikre, at fjordbunden nu er klar til at bære fremtidens byggeri.
Store spunsprofiler
Arkil gik i gang med anlægsarbejdet i april, men entreprenøren blev allerede inddraget i projektet tilbage i efteråret sidste år.
- Vi blev kontaktet af AG Gruppen, som havde en tilladelse om en landvinding i Horsens. Tilladelsen udløb i september 2025, og der var ikke mulighed for forlængelse, fortæller projektchef i Arkil Brian Bay Hermansen til Maskinteknik
- Så vi gik i gang med at udføre en række forsøg forud for anlægsfasen og gav vores input til projektet, fortæller han.
Blandt andet stod det klart, at arbejdet indebar store mængder spuns og i store størrelser.

- Det, der var udfordringen her, var sådan set, at kajkonstruktionen blev meget smal, da man ønsker, at et kommende højhus skal stå så langt ude på spidsen af havnen, som muligt. Et så smalt areal betød nogle meget store profiler, fortæller Brian Bay Hermansen.
Helt præcist blev der gjort brug af AZ 40- profiler med en længde på 16,8 meter og profiler på skiftevis 2,5 meter og 5,5 meter i forbindelse med en ankervæg - i alt 774 ton spuns og 66 ton stræk og ankre.
80/20 vand og sand
Bagefter var der selve opfyldningen af det nye stykke land. Forud for arbejdet udførte Arkil flere forsøg, men i sidste ende faldt valget på metoden: nænsom udpumpning af sand.
- Traditionelt set er der ikke den store udfordring i at lave en landvinding, men der ligger selvfølgelig en udfordring i at sørge for, at den bløde gytje på fjordbunden ikke vælter rundt og lægger sig i toppen, når man fylder sand i, fortæller projektchefen.

- Så vi foreslog en metode, hvor man blander sand og vand og pumper det ud, så det lægger sig i nogle tynde lag på cirka 10 centimeter. Så får man stille og roligt opbygget et lag oven på gytjen, fortæller han og uddyber:
- Det svarer lidt til, hvis man forestiller sig, at man lægger en dyne ud over det hele. Så ligger det, og til sidst bliver det så stabilt, at det ikke flytter sig, så en gravemaskine kan lægge sand ud.
Som foreslået, så gjort.
- Men man lægger ikke så meget ud ad gangen, når man pumper med 80 procent vand og 20 procent sand ad gangen. På gode dage lavede vi maks. 160 kubikmeter om dagen, fortæller projektchefen.
- Så det er en langsommelig affære, når der skal udlægges 8000 kubikmeter. Men det var måden at gøre det på for at være sikker på, at det ikke endevendte gytjen dernede, siger han.

En sådan pumpeløsning fandtes bare ikke, så den måtte Arkils folk selv konstruere.
- Det var sådan lidt en Georg Gearløs-opgave at finde frem til den rigtige kombination af pumpe, slanger og så videre, sikre den rette dosering og få det ud i bassinet, siger Brian Bay Hermansen.
Guld værd
Og nu står det der, Horsens Havns nye kajareal, som blev afleveret i slutningen af september.
- Tidlig entreprenørinddragelse er nøgleordet her og har været guld værd i det her projekt, siger projektchefen og uddyber:
- Vi er rigtig glade for at have været med i hele processen, hvor vi fik skabt de gode løsninger og samarbejdet om dem entreprenør, rådgiver og bygherre imellem.































































