Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Gravemaskine nummer 500 ruller ud hos storentreprenør
De fylder godt op i landskabet, de hvide gravemaskiner fra M.J. Eriksson, når man bevæger sig rundt i Danmark, for der er rigtig mange af dem. Og fredag nåede man en milepæl, da gravemaskine nummer 500 i virksomhedens historie blev leveret.
Der er tale om en Liebherr R 930 gravemaskine, som er leveret af den danske Liebherr-importør JMM Group.
Medindflydelse på kabinen
Afleveringen blev markeret på entreprenørens lokation i Karlslunde med deltagelse af en række medarbejdere og samarbejdspartnere, herunder bestyrelsesformand Jørgen Eriksson, maskinansvarlig Martin Eriksson og så naturligvis maskinfører Kaspar Jensen, der bliver operatør af den ny maskine.
- Jeg glæder mig til at komme i gang med den. Det er en lækker maskine, og jeg har selv været nede hos JMM i Rønnede og haft mulighed for at præge, hvordan kabinen blev indrettet, fortæller Kaspar Jensen til Maskinteknik.

Går en klasse op
Han har været hos M.J. Eriksson i 10-11 år, og gennem de senere år har han været fører af den lidt mindre R 924 gravemaskine.
- Nu går vi en klasse op, og samtidig bliver det min første helt nye maskine, så det ser jeg frem til. Jeg regner med, at jeg i løbet af kort tid skal i gang med arbejdet på Kalundborgmotorvejen, siger han.
Indkøb er accelereret
Maskinindkøbene er accelereret gennem årene i takt med virksomhedens vækst.

- I 2010 nåede vi gravemaskine nummer 200, så det er gået stærkt på det seneste. Og så er vi først for nylig begyndt at tælle minigravere med. Det er kun indenfor det sidste år. Tidligere talte vi udelukkende de store maskiner. Men en gravemaskine er en gravemaskine, så fremover tæller vi dem alle med, forklarer maskinansvarlig Martin Eriksson.

At jubilæumsmaskinen er af Liebherr-fabrikat er naturligvis ingen tilfældighed. Gravemaskiner fra den tyske producent har nemlig været M.J. Erikssons foretrukne mærke gennem årene, og det har naturligvis også skabt et rigtig godt samarbejde mellem entreprenøren og importøren.
- Af de 500 maskiner har vi nok leveret omkring 80 procent, så samarbejdet er solidt funderet, fortæller direktør og partner Leif Rudebeck Petersen fra JMM Group.
Også ny dumper
På dagen var der samtidig levering af en ny dumper, Liebherr TA 230, som M.J. Eriksson gennem de senere år tidligere har indkøbt 5-6 stykker af.
- Det er en virkelig stærk maskine, monteret med 1000 mm. dæk, og så er det for øvrigt den første, vi leverer i M.J. Erikssons egen hvide farve, siger JMM-direktøren.































































