Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Det store overblik over de danske infrastrukturprojekter
Danmark står midt i den største samlede investering i infrastruktur i nyere tid. Med Infrastrukturplan 2035 som politisk ramme er der sat milliarder af kroner af til nye motorveje, jernbaner og metrolinjer. Næsten alle dele af landet er berørt, og dermed befinder anlægs- og entreprenørbranchen sig også midt i et historisk højt aktivitetsniveau.
Resultatet er et Danmark i bevægelse - bogstaveligt talt. I denne artikel får du et samlet overblik over de mange infrastrukturprojekter, hvor de står netop nu, og hvordan de tilsammen former fremtidens transportnet. På kortet nedenfor kan du opnå et overblik over projekterne og se, hvordan de binder landet tættere sammen.
Nedenfor kan du dykke ned i de forskellige projekter.
Femern-forbindelsen
På Femern Bælt-projektet er byggeriet af tunnelens indgang på dansk side færdig og klar til, at det første tunnelelement kan kobles på under vandet. Specialfartøjet, der skal udføre selve nedsænkningen, afventer stadig de sidste certifikater, hvorefter det kan blive godkendt af de danske søfartsmyndigheder.

Derefter forventes det, at nedsænkningen af det første element kan ske i 2026.
Det var ellers planen, at det første tunnelelement skulle have været nedsænket i 2024, og sidenhen har det lydt, at den første nedsænkning ville ske i 2025. En intern statusrapport fra juli i år viste dog, at tunnelrenden endnu ikke var godkendt, og at den allertidligste tidshorisont for den første nedsænkning er maj 2026.
Selvom bygherren Femern A/S fastholdt den optimistiske tidsplan overfor offentligheden, meldte man allerede dagen efter ud, at det ville blive svært at overholde den.
Arbejdet på den tyske tunnelportal er tæt på at være i mål.
På tunnelfabrikken fortsætter arbejdet med at støbe elementer. Indtil videre er 12 elementer færdigstøbt med yderligere fire på vej.

Budgettet for Femern-forbindelsen er fastlagt til 55,1 milliarder kroner (2015-priser).
Ny jernbane Vestfyn
Anlægsarbejdet til den nye jernbane over Vestfyn er godt i gang. Vejdirektoratet er bygherre og har indgået seks kontrakter om udførelsen af jord-, afvandings- og broarbejder på den 35 kilometer lange strækning mellem Odense Vest og Middelfart.
Arbejderne gennemføres af flere entreprenører og skal stå færdige i foråret 2027. Langs strækningen etableres dæmninger, broer og afvandingssystemer, som danner grundlaget for den kommende dobbeltsporede jernbane.
De geotekniske forhold på Vestfyn stiller særlige krav til anlægget, da jorden flere steder er blød og skal stabiliseres med kalk, før den kan anvendes i jernbanedæmningerne. Enkelte steder er der konstateret forurenet jord, som håndteres efter gældende miljøregler.

Arbejderne er massive. På nuværende tidspunkt beskæftiger entreprenørerne omkring 550 personer på byggepladserne, mens Vejdirektoratet og Banedanmark har cirka 40 medarbejdere til at føre tilsyn med arbejdet.
Når de igangværende anlægsarbejder er afsluttet, overgår projektet til næste fase med etablering af spor, kørestrøm og signalanlæg, som forventes at begynde i 2027.
Se en video fra da Maskinteknik lagde vejen forbi projektet i april herunder:
Udvidelsen af E45
Der er heftig aktivitet på E45 for tiden, hvor flere strækninger er under forandring. Udvidelsen af den mest trafikerede færdselsåre i Jylland går stærkt, og flere delstrækninger er faktisk allerede åbnet.
Randers:
Ved Randers ombygges tre tilslutningsanlæg på E45 for at øge kapaciteten samt klargøre dem til en fremtidig udbygning af motorvejen. Arbejdet gik i gang i 2024 og forventes færdiggjort i 2026.
Aarhus:
Mellem Aarhus N og Aarhus S udvider man E45 fra fire til seks spor på en 16 kilometer lang strækning, og her er Vejdirektoratets entreprenør M.J. Eriksson allerede færdig med den første halvdel af strækningen - det er cirka et år før tid. Dermed kan trafikanterne allerede fra efteråret få glæde af seks spor fra Aarhus S til Aarhus V. Resten af strækningen forventes færdiggjort i 2026.

Skanderborg - Vejle:
Det længste sammenhængende stykke arbejde på E45 foregår fra Skanderborg til Vejle, hvor motorvejen ligeledes udvides fra fire til seks spor. Der er tale om cirka 38 kilometer motorvej, der er opdelt i flere entrepriser. 6,6 kilometer af den allersydligste delstrækning åbner her i oktober, og de nordligste seks kilometer følger trop i november. Det er også et år før planlagt, og årsagen til den gode fremdrift har været en usædvanlig god sommer. Resten af strækningen forventes færdiggjort i 2026, og derefter følger udlægning af slidlag i 2027.
Se hvordan der så ud, da Maskinteknik besøgte E45 ved Ejer Bavnehøj i sommeren 2024 herunder:
Kolding:
Ved Kolding udvides E45 også til seks spor fra de nuværende fire, og her er man på nippet til at igangsætte anlægsarbejderne. Efter planen sker det i begyndelsen af 2026.
Strækningen er på syv kilometer, og det er Munck Havne & Anlæg, der er valgt som entreprenør.
Det første, der skal ske, er rydning af arealer, omlægning af ledninger, opsættelse af midlertidigt hegn, etablering af regnvandsbassiner og forstærkning af nødsporet. Det pågår frem mod 2026.
Marselistunnellen
Folketinget tog i juni beslutningen om at sætte gang i projektet, der skal føre trafikken under byen i Aarhus via en ny tunnel fra havnen til motorvejen.

Projektet giver en mere direkte vejforbindelse for trafikken, og bidrager samtidig med grønne områder, mindre trafikstøj og færre køretøjer gennem Aarhus.
Anlægsarbejdet forventes at begynde i 2028, og i 2035 er det planen, at tunnellen åbner for trafik. Anlægsaktiviteterne vil flytte sig langs strækningen i perioden, så der vil ikke være fuld aktivitet på hele strækningen i samtlige syv år.
Anlæggelsen af Marselistunnellen har et budget på 4,15 milliarder kroner i 2024-priser.
Nordhavnstunnellen
Nordhavnstunnellen bliver en cirka 1,4 kilometer lang vejtunnel, der skal forbinde Strandvænget på Østerbro med Nordhavn og på sigt videre til den planlagte Østlige Ringvej.
Her har Vejdirektoratets entreprenør - et joint venture mellem MT Højgaard og belgiske Besix - arbejdet intenst siden 2023. Lige nu støbes der bundplader, vægge og top på selve tunnellen. Projektleder Mette Stender fra Vejdirektoratet forklarer, at der tegner sig konturerne af en tunnel. Henover vinteren skal tunnellen bygges under Kalkbrænderiløbet, og i den kommende tid skal der sættes spuns og sekantpæle i Kalkbrænderiløbet samt sekantpæle, der hvor Færgehavnsvej lå tidligere i Nordhavn.

Projektet var oprindeligt sat til aflevering i sommeren 2027, men i et notat fra Vejdirektoratet dateret 23. januar 2025 fremgår det, at åbningen af tunnellen forventes i foråret 2028.
Vejdirektoratet har dog for nyligt meldt ud, at entreprenøren gearer op på projektet og fremadrettet vil arbejde seks dage om ugen og både dag, aften og nat på hverdage, for at indhente forsinkelsen, der har akkumuleret sig på projektet.
Aarhus Hovedbanegård
Entreprisen i banegraven på Aarhus Hovedbanegård er nu halvvejs efter et halvt års arbejde, og projektet følger tidsplanen, oplyser Banedanmark.
Spor 4-7 er fjernet og erstattet med nye skinner, sveller og sporskifter, mens arbejdet med det nye spor 8 - der skal øge kapaciteten - er godt i gang.
De eksisterende perroner forlænges fra 250 til 320 meter, så de kan rumme de kommende eltog. Sporene er samtidig sænket for at give plads til kørestrøm under Bruuns Bro og Vandrehallen, og en ny kabeltunnel er boret under banen ved Værkmestergade.

Projektet udføres af Aarsleff Rail, og i begyndelsen af oktober offentliggjorde Banedanmark, at Aarsleff Rail har vundet yderligere to entrepriser på projektet. Der er tale om Bropakke 1, der involverer arbejde på tre broer syd for stationen, inklusiv sporsænkninger og funderingsarbejde for at gøre plads til kørestrøm. De arbejder er begyndt og løber til august 2026. Derudover er der tale om Aarhus H - Entreprise 2, som involverer sporfornyelse vest for stationen med nye sporskifter, støttemure og afvandingsarbejder. Arbejderne udføres mellem november 2025 og maj 2026.
Projektet, der samlet varer to år, skal gøre stationen klar til elektrificering, så der fra 2027 kan køre eltog hele vejen mellem Fredericia og Aalborg.
Maskinteknik besøgte projektet i Aarhus i slutningen af juli. Se en video om projektet lige her:
Hillerødmotorvejens forlængelse
Vejdirektoratet udbygger den 13,5 kilometer lange motortrafikvej mellem Allerød og Hillerød til en 4-sporet motorvej med to spor i hver retning og en hastighed på 110 km/t.
Zøllner, der er valgt som entreprenør på projektet, tog fat på arbejdet i midten af juli, og allerede nu er der godt gang i aktiviteterne med masser af store gravemaskiner og dumpere.

Entreprenøren er i startfasen, hvor trafikhåndtering og arbejdsområderne er blevet etableret. Derudover er man nu i gang med terrænregulering, udskiftning af blødbund, afvanding og vejkasseopbygning.
Kontrakten er Zøllners største til dato, og omfatter blandt andet 340.000 tons råjordsarbejde, 115.000 tons muldjordsarbejde, opsætning af 30 kilometer autoværn, udlægning af mere end 200.000 kvadratmeter asfalt, opsætning af mere end fem kilometer støjskærm, samt etablering af 45 kilometer dræn-, plast- og betonrør og 1.100 brønde.
3. Limfjordsforbindelse
Efter årtiers diskussioner, politiske slagsmål og folkelige debatter er projektet om en tredje forbindelse over Limfjorden endelig rykket fra plan til virkelighed. Den 3. Limfjordsforbindelse, som skal gå vest om Aalborg via Egholm, har fået grønt lys fra Folketinget, og arbejdet med at forberede den største anlægsopgave i Nordjylland i nyere tid er nu i gang.

Den 3. Limfjordsforbindelse bliver en omkring 20 kilometer lang motorvej, der skal forbinde E45 syd for Aalborg med E39 mod Hirtshals. Forbindelsen kommer til at krydse Limfjorden gennem en tunnel ved Egholm og fortsætte i et tracé med broer og dæmninger over blandt andet Østerådalen. Formålet er at aflaste de eksisterende fjordkrydsninger - især Limfjordstunnelen, der dagligt rammes af kø og kapacitetsproblemer.
Senest igangsatte Vejdirektoratet undersøgelser af jordbundsforholdene for at have så megen information som muligt med i et snarligt udbud til entreprenører. Der udføres omtrent 200 geotekniske boringer, og de dybeste boringer forventes at gå 40 meter under terrænniveau. Arbejdet udføres frem mod sommeren 2026, og man forventer at kunne påbegynde anlægsarbejdet i 2027. Færdiggørelse er sat til 2034.
Kalundborgmotorvejen
I sommeren 2024 påbegyndte man arbejdet på Kalundborgmotorvejens 3. etape, der løber fra det østlige Kalundborg til Knabstrup. Det er de sidste 28 kilometer, der mangler, før Kalundborg og København er fuldt forbundet via motorvej.
Som en del af projektet skal den eksisterende landevej mellem Knabstrup og Svebølle opgraderes og udbygges til motorvej. På den sidste del mellem Svebølle og Kalundborg kommer der cirka ni kilometer ny motorvej.

Der er dog ikke for alvor kommet gang i arbejdet endnu, da der er nogle mindre entrepriser, der skal færdiggøres, inden selve motorvejsarbejdet går i gang.
Brdr. Henriksen er tæt på at være færdige med at ombygge en rundkørsel til et kryds i Tømmerup, og M.J. Eriksson står for at etablere to broer, der vil føre krydsende veje over den kommende motorvej.
Selve motorvejen udbydes i fire entrepriser, hvoraf de to første er i udbud nu. Vejdirektoratet forventer, at
Den nye motorvej vil efter tidsplanen være færdig i 2028.
Ny motorvej Løvel - Klode Mølle
I juli 2025 sendte man anlægsloven for Midtjysk Motorvej - etapen mellem Løvel og Klode Mølle - i offentlig høring, og dette efterår er anlægsloven til den kommende motorvej vest om Viborg så til behandling i Folketinget.

1. behandlingen er afsluttet, og forslaget er nu overgået til Folketingets transportudvalg, der skal drøfte det, inden man går videre med 2. og 3. behandling og til slut endelig vedtagelse.
Der er afsat 5,1 milliarder kroner til den 43,6 kilometer lange tosporede motorvej, som bliver del af en ny motorvejskorridor gennem det centrale Jylland.
Arbejdet med udbud, projektering og ekspropriation forventes at begynde i 2026. Motorvejen forventes at være færdiganlagt i 2032.
Ny motorvej Give - Billund
Med til lovforslaget for anlæggelse af Midtjysk Motorvej hører også en ny motorvejsstrækning mellem Give og Billund. De to projekter er altså samlet i det samme lovforslag, og kan forventes at følge nogenlunde samme tidsplan i forhold til beslutningsprocessen.
Strækningen mellem Give og Billund bliver omtrent 13 kilometer lang, og der er sat to milliarder kroner af til projektet. Man forventer, at kunne igangsætte arbejdet i 2026 og afslutte det i 2032.

Det har fra starten været planen, at den nye, midtjyske motorvejsstrækning skulle fortsætte videre forbi Billund og til Haderslev, men det har man ikke villet afsætte penge til i forbindelse med Infrastrukturplan 2035. Det betyder dog ikke, at projektet er lagt i graven. Man har blot ifølge Vejdirektoratet besluttet, at projektet kan prioriteres i kommende investeringsplaner efter 2035.
Hovedstadens Letbane
I hovedstaden indviede man søndag den første etape af den nye letbane, der skal gå mellem Ishøj i syd og Lundtofte i nord.

Anlægsarbejdet har stået på siden 2021, hvor tre forskellige entreprenører har været beskæftiget på projektet. CG Jensen har bygget det store vedligeholdelsescenter i Glostrup og anlagt det omkringliggende knudepunkt. Aarsleff har den nordligste del af strækningen, og M.J. Eriksson har den sydligste.
Den resterende del af letbanen fra Rødovre Nord til Lundtofte forventes at åbne i sommeren 2026. Når hele strækningen er åbnet, vil Letbanen køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
Københavns Metro M5
Regeringen og Københavns Kommune har besluttet at anlægge første etape af den nye M5-metrolinje fra København H til Kløverparken på Amager. Etapen skal give metrobetjening til det centrale Amager og samtidig aflaste de nuværende M1/M2-linjer, hvor der i dag er trængsel.

Der etableres flere nye stationer undervejs, blandt andet ved Sundbyøster Plads og Kløverparken, hvor sidstnævnte planlægges som en højbanestation. Den første etape forventes at stå klar i 2036.
Projektet befinder sig fortsat i forundersøgelses- og planlægningsfasen, hvor miljøkonsekvensvurdering og geotekniske undersøgelser pågår. Anlægsloven er endnu ikke vedtaget, men forventes fremsat i 2026.
Anden etape af M5-metrolinjen skal forbinde Kløverparken på Amager med Lynetteholm via Refshaleøen og det kommende byudviklingsområde i Østhavnen.
Arbejdet med anden etape er fortsat på planlægnings- og idéstadiet, og den er tidsmæssigt placeret efter 2036, når første etape er åbnet. Hele M5-linjen forventes fuldt færdig omkring 2045, hvis tidsplanen holder.
Den samlede anlægsudgift for hele M5-projektet er anslået til 33,1 milliarder kroner, og finansieringen af første etape sker primært gennem byudviklingen på Lynetteholm samt kommunale bidrag fra Københavns Kommune.
Storstrømsbroen
Storstrømsbroen ser på overfladen så godt som færdig ud. Maskinteknik besøgte projektet i begyndelsen af oktober, og her resterede kun mindre arbejder med montering af rækværk, kabler og mindre installationsopgaver. Vejdirektoratet forventer, at bilister, cyklister og gående kan passere broen inden årets udgang.

Derudover mangler der en del arbejder på jernbanen. Her begynder Banedanmark arbejdet med at etablere kørestrøm, rejse master og lave signalsystem i begyndelsen af 2026. De første tog forventes at passere Storstrømsbroen i starten af 2027.
Læs mere om projektet og se en video af den nye bro herunder:
Sidst men ikke mindst står der en gammel Storstrømsbro fra 1937, der skal rives ned. Miljøkonsekvensvurderingen for projektet er dog forældet, og derfor skal der laves en ny. Den skal sammen med nogle tekniske undersøgelser danne baggrund for en efterfølgende politisk beslutning om, hvad der skal ske. Vejdirektoratet forventer at være færdige med dette arbejde med udgangen af 2026.
Læs mere om det her:
Ny motorvej Næstved - Rønnede
For at forbedre mobiliteten og styrke erhvervstrafikken på det sydlige Sjælland har man arbejdet med planerne om en ny motorvej mellem Næstved og Rønnede. Der er tale om en cirka 15 kilometer lang strækning, og der er igangsat en opdateret miljøkonsekvensvurdering i 2024-25, med fokus på landskab, natur, arter, støj og afværgeforanstaltninger. Miljøkonsekvensvurderingen forventes afsluttet i 2025, hvorefter forslaget sendes i offentlig høring. Man forventer at kunne fremsætte forslag til anlægslov i 2026.

Strækningen mellem Næstved og Rønnede er første etape af et større projekt, der går under navnet "Den Sjællandske Tværforbindelse" i daglig tale.
Den Sjællandske Tværforbindelse er en motorvejsforbindelse mellem Næstved, Slagelse og Kalundborg. Etableringen af motorvejsforbindelsen er et højt prioriteret fælles ønske fra Region Sjælland og de sjællandske kommuner.
I Infrastrukturplan 2035 er der afsat midler til at etablere Næstvedmotorvejen og til en forundersøgelse af den Sjællandske Tværforbindelse.
Ringsted - Femern-banen
Mellem Ringsted og Femern er man i gang med et af de største jernbaneprojekter i nyere tid. Her udvider Banedanmark nemlig jernbanen, så der bliver to spor på hele strækningen.
Strækningen skal binde Skandinavien sammen med Tyskland via en hurtig, klimavenlig jernbanekorridor. Målet er kortere rejsetider, højere kapacitet og mere gods fra vej til bane, når Femern-forbindelsen åbner.
Mellem Ringsted og Nykøbing Falster har Banedanmark i perioden 2017-2021 opgraderet spor og stationer og anlagt et nyt dobbeltspor på Falster.
Strækningen mellem Ringsted og Næstved blev elektrificeret i efteråret 2021, så der kunne indsættes el-tog på strækningen.
Der kan indsættes el-tog på strækningen mellem Næstved og Nykøbing Falster, når den nye Storstrømsbro er færdig, forventeligt i 2027.
Netop nu arbejder Banedanmark på at udvide Kong Frederik IX's bro i Nykøbing Falster, så jernbanen på broen bliver dobbeltsporet. Dette efterår har man monteret broklappen og de broelementer, der udgør den nye del af broen.

Tidligere på måneden besøgte Maskinteknik byggepladsen i Nykøbing Falster, hvor MT Højgaard Danmark arbejder intensivt på projektet. Det kan du læse mere om herunder.
På strækningen mellem Nykøbing Falster og Rødby blev man færdige med at etablere to spor i 2024, og lige nu arbejder man på at gøre strækningen helt klar med det nye signalsystem og kørestrøm. De to spor forventes at tages i brug, senest ved åbningen af Femern-forbindelsen.
Man forventer, at der er to fungerende spor på jernbanen hele vejen fra Ringsted til Rødby på Lolland i 2029.
Udvidelse af E20 syd om Odense
Vejdirektoratet udvider Fynske Motorvej syd om Odense (E20) fra fire til seks spor. Motorvejen udvides på en 12 kilometers strækning fra Blommenslyst vest for Odense til Højby øst for Odense.

Der er gennemført miljøkonsekvensvurdering og supplerende høringer, herunder høring af vand- og naturforhold i 2024. Der er fortsat detailprojektering og godkendelser, der mangler, men man forventer, at anlægsarbejdet kan starte i 2027.
Projektet er sidste etape i udvidelsen af Fynske Motorvej og forventes afsluttet i 2030. Når udbygningen er gennemført, vil der være tre spor i hver retning på E20-motorvejen fra motorvejskryds Fredericia til motorvejskryds Odense.
Projektet har en skønnet anlægssum på 1,45 milliarder kroner.
Frederikssundmotorvejen
Den 3. etape af Frederikssundmotorvejen starter ved Tværvej syd for Smørum og slutter ved J.F. Willumsensvej i Frederikssund og er cirka 21 kilometer lang. Motorvejen bliver firesporet på hele strækningen og får syv tilslutningsanlæg. Fra Tværvej til St. Rørbæk er der tale om nyanlæg, mens den resterende del af anlægsprojektet er en udbygning af Frederikssundsvej.

Vejdirektoratet gennemfører i perioden 2025-2026 en fuld miljøkonsekvensvurdering af Frederikssundmotorvejens 3. etape. Ifølge projektmaterialet planlægges anlægsarbejdet til at starte omkring 2029.






























































