Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Støjskærm med Vejdirektoratets hidtil største stålportal er klar
Opsætningen af en ny støjskærm langs Nordjyske Motorvej ved Vorup i Randers Kommune er nu afsluttet.
Det kommer 374 husstande i området til gode, som nu får reduceret støjen fra den trafikerede motorvej, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
I den forbindelse har en vigtig del af projektet været at bygge og montere Vejdirektoratets hidtil største portalkonstruktion i stål.
Portalen har en kampvægt på 80 ton og måler derudover 50 meter i længde, 2,5 meter i bredde og 0,7 meter i højde.

En helt særlig løsning
Portalkonstruktionen løser problematikken med at videreføre støjskærmen på den del af strækningen, hvor hovedvejen Hammelvej løber under Nordjyske Motorvej, oplyser Vejdirektoratet.
Her har det nemlig ikke været muligt at montere støjskærmen langs motorvejen, som man sædvanligvis gør.

- Portalen er egentlig en selvstændig bro, der bærer støjskærmen på det 50 meter lange stykke over Hammelvej, fortæller Martin Henriksen, der er projektleder i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.
- Så man har fået en helt særlig og også - i hvert fald for os - historisk løsning i Vorup, for det er vores største stålportal til dato, fortæller han.
Effektivt arbejde
Selve monteringen af stålportalen fandt sted i weekenden den 5. og 6. september i år, hvor det lykkedes entreprenøren DAV Nordic at blive færdige med monteringsarbejdet før tid.
- Vores entreprenør har arbejdet effektivt, og portalen var monteret efter 50 timers arbejde. Det betød, at vi kunne ophæve afspærringen ved Hammelvej otte timer før forventet, siger Martin Henriksen.
- Samtidig var til- og frakørslerne til motorvejen åbne for trafik under hele monteringsarbejdet, så vi har lagt kræfter i for at være til mindst mulig gene for trafikanterne, siger han.
Den nye støjskærm ved Vorup er 1300 meter lang og syv meter høj.
Detailplanlægningen af støjskærmsprojektet gik i gang i januar i år, og første spadestik blev taget i marts.



































.jpg?w=253&h=180)























