En tonstung lastbil med sagte p4-formiddagsradio ud af vinduet bremser med et let hvin ned ad bakken til bunkerne af sand og grus i bunden af NCC Industrys grusgrav i Vestbirk.

Få øjeblikke senere trækker den fyldt med sand og grus op igen og fakturaen bliver sendt, mens lastbilen triller ud i verden for at aflevere endnu et læs til alverdens store og små byggeprojekter.

En lind strøm af lastbiler til og fra grusgraven er derfor umiddelbart en god ting, når forretningen skal betale arbejdsløn til medarbejderne, diesel til geden og strøm til mandskabsvognen. Men der lurer en anden og nærmest helt uoverskuelig regning, som skal betales, hvis vi ikke ændrer praksis.

I Danmark risikerer vi nemlig at løbe tør for især grus om ganske få år, hvis vi fortsætter forbruget på samme niveau som nu.

Kamp om arealer

Hos NCC Industry har Lars Flemming Sørensen ansvaret for salget af råstoffer fra koncernens jyske grusgrave.

Og selvom hans primære funktion i en af Nordens førende entreprenørvirksomheder således er at tjene penge på at sælge råstoffer, så kredser hans tanker meget om, hvordan man får kunderne til at hente mindre grus og sten i hans råstofbutik.

- Vi om nogen kan se, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi har adgang til råstoffer. Gabet mellem behovet for råstoffer og adgangen til råstoffer bliver kæmpestort, og vi skal ikke ret langt ud i fremtiden, før det bliver ret alvorligt, siger Lars Flemming Sørensen.

På Sjælland er knapheden allerede massiv og på Fyn begynder man også at kunne mærke det, fortæller salgschefen, der pointerer, at knapheden især accelereres af, at der i disse år tages store områder ud, hvor der ellers kunne etableres en grusgrav i fremtiden.

- Vi er som råstofudvindere med i den her store aktuelle kamp om arealerne i Danmark. Vi skal have masser af ny natur, vi skal have vindmøller, og vi skal have solcelleparker. Nogle gange er det de samme steder, som vi ved, der ligger grus. Og lige nu ligger vi nederst i fødekæden, når vi skal forsøge at sikre os et område, siger Lars Flemming Sørensen, der pointerer, at Sjælland nu får sejlet stabilgrus ind fra Djursland, og meget beton på Fyn bliver lavet af granit, der er sprængt ud af et bjerg i Norge.

- Der har været en tendens til, at mange tror, at råstoffer bare er noget, vi har. Men det er det altså ikke længere, siger Lars Flemming Sørensen.

Se også:

Maxtest i Danmarks mindste grusgrav: Ny stabilgrus-blanding holder formen

- Lige nu bliver der kørt stabilgrus på kryds og tværs af landet, fordi der ikke er nok materialer lokalt. Det er ikke godt for et CO2-regnskab, understreger salgschefen.

Mere sand mindre grus

En af de ting, som Lars Flemming Sørensen ser som en mulig besparelse i forhold til råstofferne er at bruge mere sand ved anlæg og byggeri.

Det kræver dog en ændring af anlægs- og byggenormerne, og det er lettere sagt end gjort. Men kunne det lade sig gøre, så kan vi strække den mængde sten og grus, der er tilgængelig, over længere tid.

Navnligt i de midjyske grusgrave bliver der produceret millioner af tons sand, når der sorteres sten ud. En stor del ender med at blive lagt tilbage i grusgraven.

- På et eller andet tidspunkt, så løber vi også tør for sand og så virker det bare tåbeligt, at vi har lagt det tilbage. Vi skal ved anlægsarbejde se, om vi kan få mere sand ind i bærelag og dermed bruge mindre grus. Vi har altid gået med både livrem og seler, fordi vi troede, at det ikke havde en konsekvens. Der var jo masser af grus i gravene, og vi kunne altid bare hente et læs mere. Men nu kan vi altså se enden på det, siger Lars Flemming Sørensen.

- Jeg ville være træt af, at vi skulle blive afhængige af sten fra Norge og Sverige, fordi vi selv løber tør. Det er vigtigt, at vi kan bruge vores egne lokale materialer så lang tid som muligt. Råstoffer er en ressource, som vi ikke får igen før den næste istid kommer, siger Lars Flemming Sørensen.