Lyt til artiklen:

Elektrisk materiel i fokus på Vejforum

00:00
Hastighed: ???x
02:21

Onsdag og torsdag i næste uge samles store dele af vejbranchens aktører i Nyborg til Vejforum 2025. Årets tema er "Helt elektrisk".

Branchen er i konstant udvikling, og derfor er det vigtigt at man tilegner sig nye og løsningsorienterede kompetencer. Det skriver Michael Kirkfeldt, direktør i Vejdirektoratet og formand for Vejforum, i et debatindlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I år er der endnu et lag af kompetencer at føje til, idet vores veje i hastigt stigende omfang bliver underlag for køretøjer på el, der lige nu ser ud til at komme til at dominere som drivmiddel. Det betyder måske mindre for selve vejene, men det er allerede blevet meget synligt i form af fx ladeinfrastruktur, skriver han.

Elektrisk materiel og maskiner

Næst i rækken står så en ordentlig udfordring, når gods- og bustransporter i større omfang overgår til at foregå i elektriske lastbiler og busser - det er godt på vej. Og entreprenørerne og asfaltindustrien kigger også i strømmens retning, når der skal laves nye investeringer og de indkøber i større omfang elektrisk materiel og maskiner.

- Men skal vi ikke lige tage en dyb indånding og ærligt spørge os selv, om vi gået "helt elektrisk", fordi det er smart og økonomisk fordelagtigt, eller fordi vi virkelig gerne vil bidrage til at mindske klimaaftrykket, spørger han og tilføjer:

- Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Og der er heller ingen tvivl om, at den danske vejsektor har opnået sit høje niveau ved at være åbne og omstillingsparate, når samfundet "udenfor" stiller skærpede krav til det, vi "plejer" at gøre. Der er heller ingen vej uden om at arbejde seriøst med miljødeklarationer, når klimabelastningen skal dokumenteres. Vi er også dygtige til at holde fokus på genanvendelse af materialer, eller såmænd at arbejde med nye løsninger, der kræver færre nye råstoffer, siger han.

Deltagerne på Vejforum kommer endnu engang til at drøfte og udveksle vigtige erfaringer om de løbende forandringer i branchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan vel sige, at temaet Helt Elektrisk ikke kun er en teknologisk trend, men også taler om en mentalitet. At være helt elektrisk betyder jo også, at vi er tændte af nysgerrighed, klar til nye ideer og med på at lade denne energi brede sig i hele branchen. Dermed følger vi ikke bare udviklingen, men kommer reelt til at være med til at drive den, lyder det fra formanden for Vejforum.