Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Danmarkspremiere på ny Cat gravemaskine
Der findes i øjeblikket i hele Europa blot to eksemplarer af Cat 319 - producentens nye kompakte gravemaskine i 20-tons klassen. Den ene blev torsdag aften fremvist og præsenteret for omkring 40 maskinførere, der var samlet til et arrangement i Cat Førerklub hos Zeppelin i Skejby.
Maskinen landede allerede i Danmark i efteråret, og siden har maskinfører Alexander Møller fra MT Højgaard Danmark testet den grundigt på E45-udvidelsen.
- Jeg har lige rundet 400 timer, så jeg har efterhånden god erfaring med den, siger han til Maskinteknik og tilføjer:
- Jeg synes, det er gået rigtig godt. Det er helt sikkert en fin maskine, og jeg har ikke rigtig mærket noget til, at det er en testmaskine, siger Alexander Møller.

Han har tidligere kørt Cat 323, så det er ikke det store spring - men samtidig et virkelig godt udgangspunkt for en effektiv sammenligning.
- 319 er jo kompakt med kort bagende, men alligevel er det en meget stabil maskine trods en forholdsvis lang arm. Og så er den virkelig stærk, næsten lige så stærk som 323, fortæller maskinføreren.
Kabinen er den samme som på Cat 315, altså omkring 15 centimeter mindre end de større modeller, men Alexander har ingen pladsproblemer haft trods hans 193 cm.
- Det har ikke haft betydning. Kabinen er fin. Og så er der et imponerende godt udsyn, blandt andet fordi armen er monteret godt tilbage. Der er også en række andre mindre forbedringer, som alt i alt betyder, at jeg har været meget tilfreds med maskinen, fastslår han.
Inden for kort tid kan Cat 319 bestilles gennem Zeppelin Danmark, som forventer at kunne levere sidst på året.
I næste uge vises maskinen frem for endnu et hold maskinførere, når Zeppelin Danmark gentager arrangementet i Cat førerklubben hos Zeppelin i Brøndby.

































































