Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Vejløftet skal løfte de kommunale veje
En undersøgelse fra Asfaltindustrien før valget viste, at kommunal infrastruktur var på fjerdepladsen over de vigtigste politiske emner for de adspurgte vælgere. Kun overgået af ældrepleje, folkeskoler og kommunal økonomi.
- Veje og trafiksikkerhed er et emne, der har stor interesse for danskerne. Derfor introducerede vi Vejløftet før kommunalvalget. Både for at gøre politikerne opmærksomme på området, men også for at kunne holde kommunalbestyrelserne fast på deres prioritering efter valget, siger Emil Ipsen, som er fungerende sekretariatschef hos Dansk Vejforening.
Dansk Vejforening har til formål at forbedre forholdene på og omkring vejene. Vejløftet er et løfte, som de kommunalpolitiske kandidater kunne vælge at underskrive forud for kommunalvalget.
Saferoad Services er en af de virksomheder, som er med i Dansk Vejforening for at medvirke til øget trafiksikkerhed og fremkommelighed.
Her glæder man sig over, at der nu er udsigt til større kommunalt fokus på vedligeholdelsen af de kommunale veje. Og herunder vedligeholdelse af tydelig kørebaneafmærkning som for eksempel vognbanelinjer, kantlinjer, pile, tekster og symboler, markering af cykelstier, stoplinjer og fodgængerfelter på de kommunale veje.
- Kørebanemarkeringer sørger for at holde trafikanterne i rette spor og få trafikken til at glide. Markeringerne er afgørende for trafikanternes evne til at orientere sig - ikke mindst i vinterhalvårets mørke og våde føre. De fleste markeringer overkøres og slides ned med tiden. Derfor er det også vigtigt, at de bliver vedligeholdt med jævne mellemrum, siger Jesper Wraae-Bess, der er administrerende direktør i Saferoad Services.

SAMKOM er et strategisk samarbejde om den kommunale vejsektor mellem Vejdirektoratet (VD), Kommunernes Landsforening (KL) og Kommunalteknisk Chefforening (KTC). Det blev senest opdateret i 2017, hvor man anslog, at efterslæbet på de kommunale vejes vedligeholdelse var knap 3,9 milliarder kroner.
Dertil kommer flere udfordringer. Kommunerne har over en bred kam sænket investeringerne i vejnettet siden 2017, og dertil kommer stigningen i antallet af eldrevne biler og lastbiler, som generelt er tungere end brændselskøretøjer, og et mere fugtigt klima, der begge dele bidrager til at slide yderligere på vejene. Det fik Dansk Vejforening til at estimere efterslæbet til at være op mod cirka 10 milliarder kroner i 2025. Behovet for vedligeholdelse er derfor steget.
Både Emil Ipsen fra Dansk Vejforening og Jesper Wraae-Bess fra Saferoad Services håber, at de lokalpolitikere, som valgte at underskrive Vejløftet og fik plads i kommunalbestyrelserne, vil gøre brug af deres mandat til at prioritere vedligeholdelse af de kommunale veje de næste fire år.

- Det er positivt, at så mange lokalpolitikere på tværs af alle partier skrev under på Vejløftet, og vi håber nu at se flere investeringer i vedligeholdelse af de kommunale veje. Ellers risikerer vi bare, at efterslæbet bliver endnu større, siger Emil Ipsen.
- Vi håber, at kommunalpolitikerne husker at prioritere opgaven med at holde veje og cykelstier i god stand, og vi er klar til at stille vores mangeårige erfaring og ekspertise til rådighed for at forbedre tilstanden og dermed sikkerheden på de kommunale veje, siger Jesper Wraae-Bess.
































































