Lyt til artiklen:

Bay Christensen indgår samarbejdsaftale med Kragmann

00:00
Hastighed: ???x
04:02
Udvid

Bay Christensen A/S har indgået et strategisk samarbejde med Kragmann A/S.

Der er tale om et servicepartner-samarbejde, hvor Kragmann vil levere serviceydelser og reservedele til Bay Christensens importprodukter fra Kobelco, Edge, EvoQuip og NPK.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker at styrke vores serviceevne yderligere generelt set, men i særdeleshed på Fyn og fra Midtjylland og sydpå, fortæller Mathias Friderichsen, der er maskinhandler og driftschef hos Bay Christensen, om baggrunden for aftalen.

- Der har historisk set været et rigtig godt samarbejde mellem Kragmann og Bay Christensen, og med sidstnævntes nylige importaftle med Kobelco var der en oplagt mulighed for at bygge videre på det samarbejde, fortæller Jesper Kragmann, der er indehaver af Kragmann A/S.

Op til formaliseringen af samarbejdsaftalen har Kragmann løst opgaver for Bay Christensen, og den indsats har man været yderst tilfredse med hos Bay Christensen.

- De har klaret det til UG, så deres kompetence er stor, og det er den, vi gerne vil trække på, lyder det fra Mathias Friderichsen.

Bay Christensen vil fortsat forestå salget af sine importprodukter, men Kragmann vil hjælpe med service og eventuelt også klargøring af maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så må vi se, hvad samarbejdet kan udvikle sig til, men jeg tror egentlig på, at hvis man tør lukke lidt op for posen og spille med åbne kort, så har begge virksomheder meget store kompetencer siddende rundt omkring, så hvorfor ikke udnytte dem? siger Mathias Friderichsen.

En fod ind hos entreprenørerne

Jesper Kragmanns forhåbning er, at aftalen kan bidrage til et større og stærkere fundament for virksomhedens serviceapparat - især på længere sigt.

- Vi har igennem en årrække investeret massivt i vores serviceapparat, fordi vi oplever, at det i stigende grad er en vigtig faktor, at man i salgsøjemed har den nødvendige service bag sig, siger Jesper Kragmann.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi oprindeligt er en landbrugsmaskinforretning, og vi har kæmpet i de seneste ti år, for at få en fod indenfor i entreprenørbranchen, så vi er glade for, at det lykkes nu, siger han.

Hos Kragmann falder landbrugsaktiviteten, derfor vil man gerne øge sin tilstedeværelse i entreprenørbranchen. Arkivfoto: Jacob Kaas.
Hos Kragmann falder landbrugsaktiviteten, derfor vil man gerne øge sin tilstedeværelse i entreprenørbranchen. Arkivfoto: Jacob Kaas.

Han forklarer, at man hos Kragmann har set landbrugsaktiviteten falde stødt i takt med, at der bliver færre og færre landbrug i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Traktor- og mejetærskersalget falder. Der er langt færre professionelle landmænd i dag, end der var, da jeg startede i 1994, men jeg tror, der er ligeså mange entreprenører som dengang. Så det er vigtigt for os at få en større eksponering mod entreprenørsiden og dermed få en bedre mulighed for at udnytte de store investeringer, vi har foretaget i vores serviceapparat, siger Jesper Kragmann.

Kartoffeloptagere og sorterværker

Hos Bay Christensen bemærker man, at Kragmann har lang og god erfaring med entreprenørmaskiner.

Det er dog ikke tilfældet for sorterværker, men Kragmanns omfattende erfaring med kartoffeloptagere og lignende landbrugsmaskiner betyder, at der ingen nervøsitet er på den front.

Brugte maskiner er populære
Se også:

Brugte maskiner er populære

- Fundamentalt set er kartoffeloptagere og lignende meget lig sorteringsmaskiner. Så kan man reparere det ene, kan man også reparere det andet, lyder det fra Jesper Kragmann.

- Den konvertering vil være relativt let for dem, siger Mathias Friderichsen fra Bay Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejdet betyder alt i alt, at der nu kan tilbydes markant styrket servicekapacitet med tilsammen 30 servicevogne og øget værkstedskapacitet vest for Storebælt.