Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Markant lavere salg i Amerika påvirker Manitou-regnskab negativt
Omsætningen i Manitou Group blev i 2025 stærkt påvirket af blandt andet vigende omsætning på det Nordamerikanske marked, som er negativt påvirket af øgede toldsatser, et usikkert økonomisk miljø samt ugunstige valutakurseffekter.
I Amerika faldt Manitous omsætning med 10,7 procent i hele 2025, men særligt i fjerde kvartal faldt omsætningen ganske betydeligt, og omsætningstilbagegangen blev 20,4 procent i forhold til samme periode i 2024.
Den sidste del af året bød til gengæld på en betydelig fremgang i omsætningen i både Nord- og Sydeuropa, som tegnede sig for fremgang i omsætningen i fjerde kvartal på henholdsvis 32,4 og 16,5 procent. Samlet set gav det en omsætningsfremgang i fjerde kvartal på 10,0 procent.
Samlet tilbagegang
Denne fremgang var dog ikke tilstrækkelig til at sikre fremgang i årsomsætningen, som blev negativ på alle store markeder. Tilbagegangen var 1,6 procent i Sydeuropa, og i Nordeuropa faldt årsomsætningen 2,0 procent, mens Amerika gik 10,7 procent tilbage. Det gav et samlet omsætningsfald i forhold til 2024 på 3,5 procent.
Kun i den region, som Manitou kalder APAM (Asien, Stillehavsområdet, Afrika og Mellemøsten), var der en lille fremgang at spore på 0,4 procent i hele 2025. Disse områder tegner sig dog kun for en mindre del af den samlede omsætning. Således blev omsætningen i 2025 i alt 257 millioner euro - cirka 10 procent af den samlede omsætning i Manitou Group, hvor årsomsætningen blev 2,564 milliarder euro -
Stor ordreindgang
Michael Denis, der er Manitou Groups topchef, siger i forbindelse med offebntliggørelsen af årsregnskabet, at fjerde kvartal blev det stærkeste kvartal i regnskabsåret.
- Fremgangen er primært drevet af Europa-regionen og understreger indsatsen fra vores industrielle og kommercielle teams. Den står dog i kontrast til Nordamerika-regionen, som fortsat er negativt påvirket af øgede toldsatser, et usikkert økonomisk miljø samt ugunstige valutakurseffekter, siger Michael Denis.
Han fremhæver desuden, at fjerde kvartal også blev positiv med en betydelig ordreindgang på 726 millioner euro, hvilket er et højt niveau, der ifølge Michael Denis ikke er set siden 2022.
- Denne vækst fordeler sig på tværs af alle vores geografiske områder, især drevet af Europa og forretning med store udlejningsselskaber. Vores ordrebog forbliver stabil og repræsenterer cirka seks måneders aktivitet, en tidshorisont der passer perfekt til vores kunders behov og bekræfter styrken i koncernens fundament, siger Michael Denis.
- I et faldende globalt marked viser koncernen sin robusthed og styrker sine positioner gennem øget markedsandel på tværs af alle geografiske regioner, fastslår Michael Denis.
Fremgang i 2026
Manitou Group forventer en omsætningsfremgang i 2026 på omkring fire procent sammenlignet med 2025. Det forudsætter dog et stabilt makroøkonomisk og geopolitisk miljø.
Den forventede fremgang forventes primært at blive trukket af øget salg i Europa samt en justering af priserne i Nordamerika, hvor målet er delvist at opveje effekten af øgede toldsatser.
































































