Lyt til artiklen:

NCC vinder fynske asfaltopgaver

00:00
Hastighed: ???x
02:18

NCC skal udføre opgaverne fra begyndelsen af april og tre måneder frem på fire trafikerede strækninger. NCC går dermed et forår i møde med fuld maskinkraft, præcisionsarbejde og effektiv styring af de mange entrepriser.

Opgaverne omhandler blandt andet udskiftning af 9 km slidlag i tre sport på den Fynske Motorvej mellem Lillebælt og Nr. Aaby. Der skal ligeledes udskiftes 5,5 km slidlag på hovedlandevejen mellem Gislev og Trunderup, og det samme gør sig gældende på hovedlandevejen nord om Faaborg samt i motorvejskryds Odense inkl. 5 km af Svendborgmotorvejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fire entrepriser stiller høje krav til planlægning og koordinering. Netop derfor passer de perfekt til NCC's fynske asfaltforretning, fortæller Area Manager Rune Ebsen fra NCC Industry, Asfalt, i Danmark:

- Tidsplanen giver os mulighed for at komme stærkt fra start i den kommende asfaltsæson. Vores store to-meter fræser og motorvejsudlægger får virkelig noget at se til - og det er præcis sådan, vi gerne vil starte året, fortæller han i en pressemeddelelse.

De gamle slidlag bliver transporteret direkte til NCC's asfaltfabrik i Odense, hvor materialet bliver genanvendt i produktionen af ny asfalt.

- Det giver os et rigtig godt afsæt til at stå stærkt på genbrugsmarkedet i de opgaver, der venter efter sommerferien, siger Rune Ebsen.

Asfalt som naturmateriale

På asfaltfabrikken i Odense genanvender NCC alle de mængder asfalt, der fræses af. Materialet bliver knust og blandet direkte i den nye asfalt, så de gamle veje i praksis lever videre som nye og mere holdbare belægninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom mange måske forbinder asfalt med gammeldags tjærestoffer og miljøbelastning, er virkeligheden i dag en helt anden. Asfalt består nemlig i dag overvejende af naturmaterialer som sten og sand, og næsten al gammel asfalt kan genanvendes direkte i ny produktion.

- Når vi genbruger asfalt, sparer vi både på jordens ressourcer og på energikrævende processer i udvindingen af nye materialer. Derfor giver genanvendelse super god mening, siger Rune Ebsen.

De fire asfaltprojekter på Fyn har en samlet kontraktværdi på cirka 35 millioner kroner og bliver ordreregistreret i første kvartal 2026 i forretningsområdet NCC Industry.