Lyt til artiklen:

Deltagere til DBL søges

00:00
Hastighed: ???x
01:48

Den 22. - 25. april går det løs igen, når konkurrencen om at blive Danmarks bedste lærling indenfor entreprenørmaskinmekanikere løber af stablen i forbindelse med DM i Skills i Hjørring.

Men ingen konkurrence uden deltagere, og derfor leder Maskinleverandørerne, der står bag DBL, nu efter unge lærlinge, der har lyst til at prøve kræfter med formatet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I videoen ovenfor kan du høre de tidligere deltagere Jacob Søgaard Nielsen og Jan Aggerholm Andersen fortælle om deres oplevelse med DBL.

- Det fedeste ved at være med til DBL er oplevelsen og fællesskabet. Det er ikke noget, man bare lige får lov til at prøve ellers. Jeg vil helt klart anbefale det, siger Jan Aggerholm Andersen, der er entreprenørmaskinmekaniker ved Zeppelin og vinder af DBL 2022.

Jan Aggerholm Andersen tog DBL-pokalen med hjem i 2022 og deltog senere ved WorldSkills. Arkivfoto: Tim Søgaard.
Jan Aggerholm Andersen tog DBL-pokalen med hjem i 2022 og deltog senere ved WorldSkills. Arkivfoto: Tim Søgaard.

Det gælder også, selvom man måske ikke lige tænker, at det er noget for en.

- Da jeg skulle melde mig til, var jeg meget negativ omkring det. Jeg skulle ikke være med til det da. Men nu har jeg prøvet det, og jeg ville helt klart ikke have det været foruden. Det er virkelig en fed oplevelse, siger Jan Aggerholm Andersen, der også deltog ved WorldSkills efterfølgende.

Tilmeldingen til DBL er åben. Fristen er d. 3. marts, og der er masser af præmier på højkant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at deltage skal man være under 23 år, og man må ikke fylde 23 år i 2026 heller. Man skal som minimum have gennemført 3. hovedforløb på uddannelsen, og man må gerne have bestået sin svendeprøve på konkurrencedagene, men man må ikke være udlært. Virksomheden, man er ansat i, skal desuden være medlem af Maskinleverandørerne eller Dansk Maskinhandlerforening.

Både du eller din mester kan indstille dig til konkurrencen, og det sker på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelsers hjemmeside.