Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Flere entreprenører byder ind på Vejdirektoratets projekter
Det har været en klar strategi fra Vejdirektoratet de senere år, at flere entreprenører skulle byde ind på bygherrens projekter. Det arbejde ser nu ud til at have båret frugt.
På Vejdirektoratets leverandørdag fremlagde bygherren tal for de fremmødte, der understøtter den konklusion.
I 2020 var der gennemsnitligt 3,6 bydende pr. udbud hos Vejdirektoratet. I 2025 var tallet 5.
Stigningen er sket, selvom Vejdirektoratet i perioden har udbudt flere opgaver. I 2020 udbød man 25 opgaver, mens tallet i 2023, 2024 og 2025 lå på henholdsvis 77, 67 og 49.
Og heri ligger der måske en forklaring. I 2021 indgik Vejdirektoratet nemlig en markedsdialog med aktørerne i entreprenørbranchen.
Formålet var at skaffe flere bydere på de enkelte projekter, og én af løsningsforslagene var, at Vejdirektoratet i højere grad skulle forsøge at dele store projekter op i mindre entrepriser, således flere mindre entreprenører fik adgang til at byde ind, selvom de måske ikke havde kapaciteten til at løfte det samlede projekt. Tankegangen var desuden, at man på den måde kunne give mindre entreprenører mulighed for at samle erfaringer fra mindre projekter for på sigt at blive i stand til at byde på større opgaver.
Tilgangen har man set udført i praksis på flere af Vejdirektoratets projekter for nyligt. For eksempel på udbygningen af E45 og på anlæggelsen af den nye jernbane over Vestfyn.

Dykker man ned i tallene, kan man aflæse, at der er flere entreprenører, der byder ind på projekter til en værdi af over 100 millioner kroner. I 2021 var der gennemsnitligt fem bydere på de projekter, mens der i 2025 var gennemsnitligt tolv. Samme tendens går igen for entrepriser til værdier af over 300 millioner kroner. I 2021 var der gennemsnitligt to, mens tallet for 2025 var ti.
Fortsat udviklingspotentiale
Selvom Vejdirektoratet har indfriet nogle af sine målsætninger på bagkant af markedsdialogen, betyder det ikke, at dialogen og arbejdet ophører.
Tværtimod har bygherren forud for leverandørdagen indledt en ny dialog med markedet for at evaluere og tilrette strategien.
I den forbindelse er man kommet frem til, at man gerne i endnu højere grad vil inddrage entreprenørerne så tidligt som muligt i projekterne. Det var også et erklæret mål efter markedsdialogen i 2021, og man har da også benyttet sig af det, men opfattelsen er, at potentialet i tilgangen er endnu større.
Blandt andre konklusioner i evalueringen er man kommet frem til, at man gerne vil afsætte mere tid til projektoptimeringer samt øge fokus på omkostninger til administration og arbejdsplads.





























































