Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Grøn maskinomstilling indbygget i ny rammeaftale
Rammeaftalen løber frem til 28. februar 2030 og kan forlænges med op til 1+1 år. En central del af aftalen er, at NCC's asfaltenhed i kontraktperioden arbejder målrettet med at reducere CO2-udledningen fra udførelsen af arbejdet - blandt andet ved at omlægge mindst 25 procent af den anvendte maskinpark til maskiner med lavere klimabelastning.
Odense som testplads
Aftalen giver samtidig mulighed for, at Odense Kommune kan bidrage økonomisk til omlægningen af maskinparken. Det betyder, at NCC de næste fire år vil bruge kontrakten som et aktivt udviklingsrum for mere CO2-reducerende løsninger i det daglige asfaltarbejde.
- Vi ser aftalen som en mulighed for at blive klogere på, hvordan vi konkret kan reducere klimaaftrykket i vores mindre maskinanlæg. Det kan for eksempel være gennem brug af batteridrevne pladevibratorer, eldrevne tromler og andre alternative løsninger. De erfaringer vil vi gerne tage med videre og udbrede i vores landsdækkende microholdsforretning, siger Rune Ebsen, områdechef i asfaltdivisionen under NCC Industry i Danmark.
Aftalen ligger i forlængelse af Odense Kommunes politiske målsætning om klimaneutralitet i 2030, som blev vedtaget af byrådet i juni 2020. NCC Industry forpligter sig derfor, i tæt samarbejde med kommunen, løbende at undersøge og tage nye metoder i brug, der kan reducere CO2 udledningen fra asfaltarbejdet.
Driftssikkerhed og trafiksikkerhed i fokus
Rammeaftalen omfatter vedligehold og reparation af asfaltbelægninger på offentlige veje, cykelstier, fodgængerområder, parkeringspladser og tunneller samt på Odense Kommunes ejendomme. Opgaverne spænder bredt - fra udbedring af slaghuller og krakeleringer til retablering efter opgravninger, opretning af lunker til mindre fræseopgaver.
Formålet er at skabe sikre og velfungerende veje for borgere og trafikanter i Odense.
- Vi glæder os til et tæt samarbejde med Odense Kommune. Det er en aftale, der både sikrer stabil drift her og nu og giver plads til at udvikle nye måder at arbejde på med lavere CO2 udledning, siger Rune Ebsen.
Ordren er på cirka 16 millioner danske kroner, inkl. optioner, og ordreregistreres løbende under forretningsområde NCC Industry i Danmark.



























































