Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Frank skiftede til Huddig med lang udstyrsliste og har ikke set sig tilbage siden
Han har egentlig altid kørt Hydrema.
Men da den seneste var udtjent, syntes Frank Jensen, at der skulle ske noget andet. Og så var opgaverne vokset i størrelse.
- Jeg er lidt nørdet omkring maskiner, så jeg sidder sommetider og kigger lidt på YouTube, og jeg var ret imponeret over, hvordan de gjorde i Sverige. Jeg synes, de er ret langt fremme, siger maskinføreren.
Derfor faldt valget på en Huddig 1370.

- Jeg tænkte, at det skulle være nu - inden man blev for gammel til alt det her, siger Frank Jensen.
Og det har han ikke fortrudt. Ikke det mindste.
- Jeg har sådan set været glad for Hydrema. Det er et godt produkt. Men det her kan bare lidt noget andet, siger han.
Mindre træthed
Faktisk har han - i begyndelsen - lidt svært ved at udpege, præcis hvad det er, der er så godt ved den nye maskine.
- Jeg bliver bare ikke lige så træt i løbet af en arbejdsdag. Det gælder både hoved og krop. Alting ligger lige til. Det hele falder bare naturligt. Og selvom den ser lidt stor og voldsom ud, så er den utroligt nem at håndtere, forklarer Frank Jensen.

Han driver firmaet FJ Entreprenør ene mand, og han løser alle mulige serviceopgaver med Huddig'en - ofte for større entreprenører.
- Det er indkørsler, flytning af store rør, læsning af jord, klipning af hegn og træer - og meget mere. Det er meget alsidigt arbejde, fortæller Frank Jensen.
Lang udstyrsliste
Og alsidigt arbejde kræver alsidigt grej. Derfor er udstyrslisten lang.
Det første, der springer i øjet, er naturligvis den Western Diamond vogn, som Frank Jensen har spændt efter rendegraveren.

- Jeg har kørt med vogn de seneste 12 år. Det er rart, at man hele tiden kan have materialerne med sig, og det betyder også mindre spild, fortæller Frank Jensen.
- Så har jeg valgt en skovlpakke fra KST inklusiv en lav frontskovl. Jeg havde hørt så meget godt om dem, og de er virkelig fede at køre med. Det er måden, de er bygget op på, og de virker ikke så tunge, siger Frank Jensen.

Bagarmen er udstyret med OilQuick, så Frank Jensen hurtigt kan skifte mellem de forskellige redskaber, der blandt andet tæller pladevibrator, sortergrab, pallegaffel, kost og buskrydder.
- Og så er den udstyret med Unicontrol GPS-system både foran og bagpå, så jeg hele tiden kan følge med i, hvor materialerne ligger henne, når jeg lægger dem ud.
Tidligere har Frank Jensen oplevet, at bilister har haft svært ved at afstandsbedømme, når han kørte og arbejdede ude ved vejen. Derfor fik han bygget forkromede bøjler med lys i på sin forrige maskine.

- Det har virkelig været godt. Man kan tydeligt mærke, at bilisterne har nemmere ved at se en, så det skulle Huddig'en også have.
Maskinen vejer 14 tons, og det var årsagen til, at Frank Jensen valgte at udstyre den med lidt bredere dæk end standard.
- Det er en tung maskine, så det var simpelthen for at udligne trykket. Og så er de bare stabile og har et godt greb, så den beslutning har jeg også været glad for, siger han.
Gode køreegenskaber
Komforten i kabinen er også et af højdepunkterne på maskinen, fortæller Frank Jensen.
- Den er rigtig god. Der er et godt lysindfald, og der er heller ikke så mange blinde vinkler. Håndfolk, der går bag mig, giver også udtryk for, at maskinen støjer meget lidt - det samme gælder i kabinen, og det er virkelig rart. Det gør det bare lettere at kommunikere med hinanden, siger Frank Jensen.
Det gør også meget godt for komforten, at maskinen har hydrostatisk fremdrift, fortæller Frank Jensen.
- Det betyder, at du kan køre stille og roligt fremad hele tiden uden at holde ved bremsen. Hvis du vil holde stille, så slipper du bare pedalen. Det er en anden måde at arbejde med maskinen, siger maskinføreren.

Noget andet, der også er lidt anderledes på Huddig'en, er joystickene.
- Det er ikke sådan nogle, der er standard i en almindelig gravemaskine. Det er nogle små pinde, man sidder med, og i begyndelsen var jeg lidt skeptisk overfor det. Men det ligger utroligt nemt i fingrene, når man begynder at bruge det. Det er virkelig lækkert at køre med, lyder det fra Frank Jensen.
Han har svært ved at pege på én specifik ting, han synes, er det fedeste ved maskinen.
- Der er jo så mange ting. Køreegenskaberne. Det er svært at forklare, men de er bare rigtig gode, siger Frank Jensen.



























































