Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Maskinleverandørerne fejrede 75-års jubilæum
Siden midten af forrige århundrede har Maskinleverandørerne levet som brancheforening for virksomheder, der er beskæftiget indenfor produktion, import og salg af maskiner.
Foreningen har de senere år haft omkring 60 medlemmer i form af toneangivende aktører fordelt på to sektioner - en entreprenørsektion og en park, vej og anlægssektion.
Fra 1. oktober er det slut med selvstændigheden, uden at der som sådan er noget trist over det. For tilbage i januar stemte medlemmerne nemlig ja til at indgå i en sammenslutning med Dansk Maskinhandlerforening.
Derfor var der masser at fejre, da mange af medlemmerne i fredags var samlet i Herning for at fejre foreningens 75-års jubilæum.
- De seneste årtier har budt på markante forandringer. Globalisering, konsolidering, digitalisering, nye forretningsmodeller og skærpet konkurrence. Men hvis noget har kendetegnet vores forening i 75 år, så er det evnen til at tilpasse sig uden at miste sin identitet. Som formand oplever jeg en forening, der fortsat har stor relevans - netop fordi vi kombinerer tradition med udvikling, og fordi vi insisterer på professionalisme, ordentlighed og faglig tyngde, sagde formand for sektion 1, Klaus Meldgaard fra Meldgaard Handel, da han holdt tale for sine kollegaer i fredags.

Begyndelsen
Historien om brancheforeningen begyndte i november 1951, hvor 13 initiativtagere samlede branchen længe før den for alvor var etableret i Danmark. Med pionérånd og handlekraft arbejdede de for bedre vilkår, større synlighed - og et stærkere fællesskab.
"Siden har foreningen udviklet sig markant til en moderne brancheorganisation, der har sat standarder, skabt samarbejde og styrket relationer på tværs af en konkurrencepræget branche. Et vigtigt vendepunkt kom i 1991, hvor den grønne sektor blev en del af fællesskabet og dermed fordoblede medlemsgrundlaget. Gennem 75 år har én ting været konstant - styrken i at stå sammen", skriver Maskinleverandørerne i et opslag på facebook.
Nu tager branchen næste skridt. Til efteråret samles Maskinleverandørerne og Dansk Maskinhandlerforening i én fælles organisation - for at stå endnu stærkere i fremtiden.
- Mange har i forvejen et dobbelt medlemsskab, så det er en naturlig ting at gå sammen for dermed at få endnu mere synlighed og gennemslagskraft, siger Klaus Meldgaard til Maskinteknik.
De nuværende formænd for de to sektioners bestyrelser, Klaus Meldgaard og Lasse Lindholm, får fra oktober plads i den nye store bestyrelse. Samtidig ændres de to nuværende sektionsbestyrelser til udvalg under den store fællesbestyrelse.
Såvel Maskinleverandørerne som Dansk Maskinhandlerforeningen har i forvejen haft samme sekretariat, så sammenlægningen kommer ikke her til at få den helt store betydning. Tværtimod forventer endnu mere gennemslagskraft som en stor forening.
- Det stærke sammenhold - også mellem konkurrenter - har været en gennemgående styrke. Med sammenlægningen føres denne tradition videre i en ny ramme, der skal sikre et endnu stærkere fundament for fremtidens branche, siger direktør i Maskinleverandørerne Klaus Nissen.



































































