Lyt til artiklen:

Nordsjællandsk entreprenør runder milepæl

00:00
Hastighed: ???x
01:50

Der har gennem 2025 været fuld fart på hos Nordkysten A/S, som for første gang rundede en milliard kroner i omsætning - med 1,19 milliarder endda pænt over milepælen. En stigning fra 922 millioner i 2024. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab fra entreprenørvirksomheden med base i Gilleleje.

Indtjeningen fulgte også pænt med op. Således endte resultatet før skat på 63,5 millioner kroner mod 51,8 året før. Det er ca. 15 millioner over det forventede. En bundlinje ledelsen betegner som tilfredsstillende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Selskabet har i 2025 eksekveret tilfredsstillende på rammeaftaler og entrepriser og har haft god kapacitetsudnyttelse. Der har været en samlet vækst på næsten 30 procent på tværs af selskabets forretningsområder i 2025, hvilket skyldes flere større opgaver end i tidligere regnskabsår", lyder det i ledelsesberetningen.

Afdæmpning i indeværende år

Aktiviteterne med nedgravning af forsyningsledninger og anlægsprojekter, særligt relateret til grøn omstilling, forventes at blive videreført i det nuværende eller jævnt stigende niveau i 2026. Væksten i selskabet som helhed vil dog dæmpes af faldende aktiviteter i andre dele af selskabets forretningsområder, der er aftagende i takt med afmatning i økonomien.

"Selskabet forventer på den baggrund en uændret omsætning i 2026. Efter balancedagen har vintervejret i januar og februar 2026 haft negativ indvirkning på produktionen, som kan påvirke koncernens indtjening negativt i 2026. Selskabet forventer på den baggrund en overskudsgrad i 2026 i størrelsesordenen 4,0 - 4,5 procent", skriver ledelsen om fremtidsudsigterne.