Lyt til artiklen:

Nedgang hos stor entreprenørkoncern - men stærk ordreindgang

00:00
Hastighed: ???x
01:32

Som mange andre aktører i branchen har MT Højgaard tydeligt mærket til det hårde og forholdsvis langvarige vintervejr, der prægede begyndelsen af 2026.

Det viser kvartalsregnskabet for året første tre måneder fra MT Højgaard Holding A/S, der netop er offentliggjort. MT Højgaard Holding A/S har enhederne MT Højgaard Danmark samt Enemærke & Petersen i koncernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen faldt i forhold til samme periode sidste år med 18 procent til 2,2 milliarder kroner. Driftsresultatet (EBIT) faldt i samme periode med 31 procent til 67 millioner kroner efter lavere aktivitet og kapacitetsudnyttelse.

Overskudsgraden var fortsat solid og udgjorde 3,1 procent trods det udfordrende vejrlig.

Til gengæld har der været masser af aktivitet, når det kommer til ordreindgangen.

"Kvartalets ordreindgang var stærk og væsentligt påvirket af endelig kontrahering af tidligere tildelte projekter. Spredningen var fortsat god på tværs af de tre forretningsområder og kontrakttyper. Forretningsenhederne øgede indgangen af endelige, ubetingede ordrer med 93 procent til 5,0 milliarder kroner", lyder det i en selskabsmeddelelse.

Selvom aktivitetsniveauet i 1. kvartal var væsentligt påvirket af vintervejret, fastholdes forventningerne om stabil omsætning og indtjening i 2026 understøttet af god projekteksekvering og en stærk ordreportefølje.