Lyt til artiklen:

Sådan bygger Arkil nye støjskærme ved Aarhus

00:00
Hastighed: ???x
04:07
Udvid

Alle bilister kørende på E45 mod Aarhus fra syd kan i denne tid se tre store bore-/rammemaskiner, der rejser sig markant i højden på den østlige side af motorvejen lidt syd for Aarhus. Her har Arkil taget hul på opgaven med at etablere de første tre af i alt otte støjskærme, som opsættes strategiske steder langs motorvejen rundt om Aarhus.

Maskinteknik er på denne solrige og lune majdag på besøg på pladsen, hvor formand Lars Søndergaard står i spidsen for et sjak på 11 timelønnede, der sætter profiler til de kommende støjskærme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et særligt kendetegn ved Arkils metode er, at hver profil er én hel profil, der sættes i én arbejdsgang.

Formand Lars Søndergaard, Arkil

- Vi arbejder med tre hold, og derfor har vi tre rammemaskiner i brug samt en gravemaskine med vibrator. Vores team står udelukkende for at sætte profilerne, mens vores kollegaer fra Arkil Anlæg i forvejen har klargjort og byggemodnet. Det er også Anlæg, der efterfølgende monterer kassetterne mellem profilerne, fortæller han.

Omkring 1500 profiler af varierende længde på mellem 3,5 og 14 meter skal benyttes som fundament til de otte støjskærme. Foto: Torben Jastram.
Omkring 1500 profiler af varierende længde på mellem 3,5 og 14 meter skal benyttes som fundament til de otte støjskærme. Foto: Torben Jastram.

Én gennemgående profil

Omkring 1500 profiler af varierende længde på mellem 3,5 og 14 meter skal benyttes som fundament til støjskærmene. Disse skærme får en samlet strækning på ca. 7,5 kilometer og vejer tilsammen 1200 tons.

De længste profiler rammes syv meter ned, og det er naturligvis for at sikre stabiliteten, da de op til syv meter høje støjskærme skal kunne modstå vindpresset i al slags vejr.

- Et særligt kendetegn ved Arkils metode er, at hver profil er én hel profil, der sættes i én arbejdsgang. Det mener vi, er den bedste løsning. Nogle af vores konkollegaer andre steder sætter en profil i jorden med en flange på toppen, og monterer derefter en anden profil oven på. En tredje kendt metode - som også bliver brugt - er at bore et hul og fiksere profilet deri, derefter støbes det ud med beton, forklarer han.

Tre rammemaskiner benyttes til at vibrere profilerne ned. Foto: Torben Jastram.
Tre rammemaskiner benyttes til at vibrere profilerne ned. Foto: Torben Jastram.

Lars Søndergaard tilføjer, at en dagsproduktion svinger meget afhængigt af undergrunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi etablerer mellem 5 og 15 profiler om dagen, siger Lars Søndergaard.

Boring og sandfyld

Langt de fleste kan vibreres i, men nogle gange må andre metoder i brug.

Lars Søndergaard er formand for det hold på 11 timelønnede fra Arkil, der sætter profilerne til de kommende støjskærme. Foto: Torben Jastram.
Lars Søndergaard er formand for det hold på 11 timelønnede fra Arkil, der sætter profilerne til de kommende støjskærme. Foto: Torben Jastram.

- Der kan være steder med mange store sten, hvor vi støder på rammehindringer. Det kan være svært at opretholde den nødvendige tolerance, når der er fyldt med sten. Derfor borer vi i stedet med vores kelly rig og sandfylder bagefter, inden vi installerer profilerne, siger formanden til Maskinteknik.

Størstedelen af støjskærmene får en højde på syv meter over terræn.

Ved Hørning Nord starter skærmen dog oven på en eksisterende støjvold, hvilket giver et anderledes udtryk i den sydlige ende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her begynder de første sektioner i blot omkring en halv meters højde, før støjskærmen gradvist vokser længere nede ad jordvolden.

Her begynder støjværnet i forbindelse med en eksisterende jordvold. Foto: Torben Jastram.
Her begynder støjværnet i forbindelse med en eksisterende jordvold. Foto: Torben Jastram.

22.000 kvm. kassetter

Når pælene er sat, begynder arbejdet med at montere kassetterne.

- Samlet set skal der benyttes 22.000 kvadratmeter kassetter, så det er et stort projekt, fortæller Lars Søndergaard til Maskinteknik.

Når de tre støjværn omkring Hørning er etableret, rykker Arkils folk nordpå til de resterende områder ved henholdsvis Skibby, Glamhøjvej, Mundelstrup (2 stk.) og Fårup.

Alle otte støjskærme vil stå færdige i 2027, oplyser Vejdirektoratet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foruden disse støjskærme og de støjvolde, som er undervejs, bliver der også bygget en støjskærm langs tilkørselsrampen mod syd ved motorvejskryds Aarhus N.

Anlægsafdelingen hos Arkil sørger både for at klargøre området og efterfølgende montere kassetterne mellem profilerne. Foto: Torben Jastram.
Anlægsafdelingen hos Arkil sørger både for at klargøre området og efterfølgende montere kassetterne mellem profilerne. Foto: Torben Jastram.