Lyt til artiklen:

Tredje generation Ottesen fejrer 25 år i Arkil

00:00
Hastighed: ???x
04:17
Udvid

Gravemaskinen flytter roligt den ene skovlfuld jord efter den anden. Her skal lægges nye fjernvarmerør. Michael Ottesen kigger fra sit førerhus ud over dagens arbejdsplads - en grøn mark med køer der græsser og fugle der kvidrer. Han er maskinfører og kører en Liebherr - én af de nye. Men det er ikke tilfældigt, at han sidder bag joystickene i stedet for at stå ude med jord under skoene.

Michael startede ellers som struktør. Men da ryggen begyndte at give problemer efter cirka 13 år, tog han konsekvensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis jeg skulle fortsætte i branchen, så kunne det ikke være som struktør, for det vil jeg ikke kunne holde til, siger Michael Ottesen.

Det er nu cirka 12 år siden, han satte sig i maskinen - og han er ikke kommet ud igen. Hvilken vej han skal bevæge joystickene, ligger på rygraden.

Jubilæum i en alder af 46

Det er ikke hverdagskost at fejre 25 år i en virksomhed, når man kun er 46 år gammel. Men Michael Ottesen startede som lærling i Arkil, og fortsatte efter sin uddannelse videre i Arkil som struktør.

Michael Ottesen graver ud til fjernvarmerør ved Tjele, Viborg. Foto: Arkil.
Michael Ottesen graver ud til fjernvarmerør ved Tjele, Viborg. Foto: Arkil.

Var det planen at blive i Arkil i 25 år?

- Nej. Det er det jo nok bare blevet til. Det har bare været et godt sted at arbejde, siger maskinføreren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En mere nordjysk forklaring på 25 års troskab skal man lede længe efter.

Et nordjysk anlægsdynasti

Michael Ottesen er ikke den første i sin familie, der har fundet sin plads i Arkil. Langt fra.

Hans far, John Ottesen, er maskinfører i Arkil Anlæg Aalborg med mere end 46 år i Arkil bag sig. Hans onkel Niels er formand. Og inden dem var Michaels farfar også formand. Med jubilæet kan familien Ottesen fejre, at tre generationer har sat deres fingeraftryk på nordjysk anlægsarbejde.

Michael Ottesen i sin nye Liebherr. Foto: Arkil.
Michael Ottesen i sin nye Liebherr. Foto: Arkil.

Det var da også Michael Ottesens far, der viste ham vejen ind i branchen. Og siden har han arbejdet side om side med sin onkel Niels.

Men at have familien med på pladsen har aldrig givet Michael Ottesen særlige fordele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ikke nogen, der har taget hensyn til mig, bare fordi jeg har været nevø, siger han.

Forskellighed er svaret

Michael Ottesen har gennem årene arbejdet med alt fra kloakering til regnvandsbassiner - og nu fjernvarmeprojekter ved Viborg. Om det er den ene eller den anden type opgave, han bedst kan lide, er ikke det vigtigste for ham.

- Det er jo forskelligheden i opgaverne, man kommer ud på, siger Michael.

Det, der til gengæld virkelig gør en forskel, er kollegaerne. Og her har Michael Ottesen haft heldet med sig. Mange af de ansigter, han møder på pladsen i dag, er de samme, som har fulgt ham gennem årene.

- Det gør, at man har lyst til at stå op om morgenen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikkerheden er rykket

Meget er forandret i branchen over 25 år. Men der er én ting, Michael Ottesen fremhæver som en klar forbedring: Sikkerheden.

- Selvom der er mange, der føler, at det er mere travlt, så har vi stadigvæk mere tid til sikkerhed, end hvad vi måske før har haft, siger han.

Foto: Arkil.
Foto: Arkil.

Det er en positiv udvikling, mener han. For 15 år siden tænkte man oftere: "Det går nok," fortæller han.

I dag tager alle sikkerheden alvorligt.

Hvad med de næste 25?

Jubilæet fejres, når muligheden byder sig - Michael Ottesen er ikke typen, der gør stor ballade ud af det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad skal der så ske i de næste 25 år - nu hvor han kun er 46?

- Jamen, jeg tænker, der er en chance for, at de næste 25 år går i den her maskine, siger Michael Ottesen.

Og så tilføjer han, roligt som altid:

- 25 år - de går hurtigt.