Lyt til artiklen:

Modtagerplads sat til salg: Ejer efterlyser mere praktiske regler i branchen

00:00
Hastighed: ???x
05:01
Udvid

I april blev Toft Nedbrydning solgt til Skamstrup Entreprenør. Nu er søstervirksomheden Toft Recycling også sat til salg.

- Det er en rigtig fin forretning, og jeg har været glad for at være her, siger Eddy Toft, indehaver af Toft Recycling ved Grindsted, og skubber Stetson-kasketten lidt op, så han kan se hen over sine briller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 55-årige havde egentlig planlagt, at han skulle arbejde med nedbrydning og recycling resten af sit liv. Han beskriver stadig branchen som både spændende og meningsfuld, men oplever samtidig, at hverdagen er blevet markant mere administrativ.

- Jeg synes stadig, det er spændende at arbejde med recycling, men der er kommet så mange regler, fortolkninger og dokumentationskrav, at det fylder mere og mere. Man bruger meget tid foran computeren for at holde styr på det hele, siger Eddy Toft, der egentlig helst ville rode rundt ude på pladsen som i gamle dage.

Ifølge den erfarne branchemand er problemet ikke regler i sig selv, men at de i stigende grad er blevet for teoretiske og svære at omsætte til praksis på byggepladsen og på modtagerpladsen.

Han vender sin iPad om og viser et billede af en klump beton, hvor der er støbt en asbestplade ned i.

- Jeg var til møde hos en fra kommunen, og hun sagde bare: "Det står her på skærmen, at I skal kildesortere." Men hvordan vil hun have, at jeg skal skille asbestpladen fra betonen uden at røre ved asbesten? Det kunne hun ikke svare på, siger Eddy Toft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De ved fandeme ikke selv, hvad de har gang i.

Eddy Toft står i spidsen for 2-3 faste medarbejdere, der i det daglige passer modtagerpladsen Toft Recycling. Foto: Jacob Kaas.
Eddy Toft står i spidsen for 2-3 faste medarbejdere, der i det daglige passer modtagerpladsen Toft Recycling. Foto: Jacob Kaas.

Klumpen og alle de andre klumper endte med at blive kørt til deponi.

- Så bliver det gravet ned. Det kostede bygherren omkring 150.000 kroner plus kørsel at komme af med affaldet fra et parcelhus. Og hvad får vi ud af det, spørger han.

Regler passer ikke til virkeligheden

Ifølge Eddy Toft er eksemplet sigende for den udvikling, der har fået ham til at miste lysten til den nedbrydningsbranche, som han ellers altid har syntes var spændende og umiddelbart gav mening.

- Det er fint nok, at asbest er farligt, og selvfølgelig skal man passe på. Men vi kan jo ikke røntgenfotografere et stykke beton. Vi kan kun se det, vi kan se. Alligevel er det mig, der får bank i hovedet, hvis der dukker en stump tagplade op i noget knust materiale, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eddy Toft peger på, at alle godkendte modtagerpladser i stedet kunne have en særskilt stak til den type materialer.

- Så kunne man knuse det for sig selv og bruge det under en motorvej eller et byggeri, hvor man registrerer, at der muligvis er asbestholdigt materiale i. Så ved man det om 50 år, hvis nogen graver det op. Hvorfor kan man ikke gøre det klogt i stedet for bare at grave det hele ned? siger han.

Små virksomheder ud

Eddy Toft understreger flere gange, at han ikke er imod regler. Men han mener, at kravene er blevet så omfattende og så teoretiske, at de ikke længere passer til virkeligheden.

- Vi skal genbruge så meget som muligt, og det giver god mening. Men samtidig bliver vi straffet, hvis sorteringen ikke er fuldstændig perfekt. Det hænger jo ikke sammen, siger han. Han nævner byggepladser, hvor der efter hans opfattelse skal stå et hav af containere til forskellige fraktioner: plastik, papir, pap, træ, malet træ og meget andet.

Når Toft Recycling er solgt videre vil Eddy Toft bruge resten af sin tid på at drive Toft Udlejning i Ølgod. Foto: Jacob Kaas.
Når Toft Recycling er solgt videre vil Eddy Toft bruge resten af sin tid på at drive Toft Udlejning i Ølgod. Foto: Jacob Kaas.

- Og alligevel ender vi tit med at skulle sortere det igen herude, fordi nogen har smidt noget forkert i. Så får bygherren en regning, selv om de synes, de har gjort alt rigtigt. Det er simpelthen at gå i for små sko, siger Eddy Toft. Han frygter, at udviklingen kan presse de små virksomheder ud af markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De store har 200 mand og folk på kontoret, der kun sidder med regler og lovgivning. Sådan en som mig vil hellere sidde i en gravemaskine og sortere. Men den ene dag skal vi gøre én ting, og næste dag noget andet. Det er umuligt at følge med. Det er sgu træls, siger Eddy Toft.

I april solgte han som sagt Toft Nedbrydning til Skamstrup Entreprenør. Med i handlen fulgte ni medarbejdere, maskiner og den del af virksomheden, der i mange år havde skaffet arbejde til modtagerpladsen.

Nu håber Eddy Toft, at også Toft Recycling snart kan få nye ejere.

- Det er da lidt trist at sælge noget, man selv har startet op. Men jeg håber, at der kommer nogen, som vil drive det videre. Recycling giver stadig god mening, siger Eddy Toft, der vil bruge resten af sit arbejdsliv på at drive Toft Udlejning i Ølgod med lifte, trailere, stilladser og minigravere.