Lyt til artiklen:

Efterspørgslen på BSM halter efter

00:00
Hastighed: ???x
05:22
Udvid

Asfaltbranchen genanvender mere gammel asfalt i traditionel varmblandet asfalt end nogensinde. Mere end 1,3 millioner tons asfalt blev genbrugt i 2025. Og det er godt.

Ny rekord: Aldrig er der blevet anvendt så meget genbrugsasfalt
Se også:

Ny rekord: Aldrig er der blevet anvendt så meget genbrugsasfalt

Men ifølge affalds- og genanvendelsesvirksomheden Norrecco står et endnu mere bæredygtigt og allerede godkendt alternativ klar: Bitumen Stabiliseret Materiale (BSM).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel bliver BSM ikke brugt i statens egne vejprojekter.

Det skyldes hverken manglende kvalitet, dokumentation eller erfaring. Det skyldes snarere, at Vejdirektoratet og de politiske beslutningstagere holder fast i traditionelle løsninger, mener man hos Norrecco.

- BSM både reducerer CO2?udledningen markant, genbruger langt flere materialer og dermed reducerer forbruget af ikke-fornybare råstoffer samt kræver langt mindre energi at producere. De bæredygtige løsninger findes, men bliver ikke valgt, lyder det fra Rikke Sigdal, der er administrerende direktør hos Norrecco.

Bruges allerede i store dele af verden

BSM består næsten udelukkende af genbrugsasfalt og har en dokumenteret klimaeffekt, der ligger over traditionel varmblandet asfalt. Teknologien er velkendt i store dele af verden. Den bruges i USA, Canada, Afrika, Asien og i flere af vores nabolande, hvor den indgår som en almindelig del af moderne vejbygning.

BSM er gennemtestet og anvendes i mange andre lande. Pressefoto.
BSM er gennemtestet og anvendes i mange andre lande. Pressefoto.

- Alle forsøg viser, at BSM er tydeligt anvendeligt i dansk vejbygning, og har klare fordele, hvis det bruges rigtigt. Teknologien er gennemprøvet på niveau med traditionel varmblandet asfalt, men med et markant lavere klimaaftryk. Teknologien indgår på lige fod med traditionel asfalt, grus med videre i de danske vejregler, lyder vurderingen fra Jesper Niewald Laugesen, der er forretningsleder hos Teknologisk Institut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Branchen står klar - men efterspørgslen mangler

Samtidig ligger råvarerne klar. Rundt om i landet ligger store mængder knust asfalt, som ingen efterspørger, selvom det er oplagte råvarer til BSM.

- Vi har arbejdet med BSM i mange år og ved præcis, hvordan materialet skal sammensættes og lægges ud for at give et stabilt og holdbart resultat. Det er en teknologi, der fungerer i praksis og allerede bruges i store dele af verden. Vi står klar til at levere, hvis efterspørgslen kommer, siger Morten Larsen, der er områdedirektør hos SR-Gruppen.

Kommunerne har allerede taget teknologien i brug. Det viser i praksis, at man kan renovere veje hurtigere, billigere og med langt lavere klimaaftryk, når man genindbygger eksisterende materialer og bruger BSM som bærelag.

Her udlægges BSM for Vejdirektoratet på Nordre Ringvej i Viborg. Pressefoto.
Her udlægges BSM for Vejdirektoratet på Nordre Ringvej i Viborg. Pressefoto.

Politisk fravalg bremser udviklingen

Der er ikke mangel på vilje i branchen. Udfordringen er, at de statslige beslutninger ikke afspejler de muligheder, der allerede findes, lyder det fra Norrecco.

Regeringens Infrastrukturplan 2035 rummer en lang række vejstrækninger, hvor BSM kunne bruges direkte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi står med store mængder genbrugsmaterialer, der kunne indgå direkte i BSM og erstatte nye råstoffer i statens vejprojekter. Det giver ingen mening, at Danmark både mangler råstoffer og samtidig fravælger løsninger, der bruger dem, vi allerede har, siger Rikke Sigdal, administrerende direktør hos Norrecco.

Et mobilt blandeanlæg til BSM. Pressefoto.
Et mobilt blandeanlæg til BSM. Pressefoto.

Myndighederne skal gå forrest

Hvis Danmark skal accelerere den grønne omstilling i anlægssektoren, kræver det, at de statslige bygherrer går forrest - ikke kun gennem regulering, men også via udbud, lyder det.

- Når staten i langt højere grad efterspørger og stiller krav om klimaeffektive og innovative løsninger, er det med til at modne markedet og skabe incitament til udvikling og investering. Samtidig er det afgørende, at reguleringen understøtter nye teknologier, og at regelsættet giver plads til innovation, fremfor at holde fast i vante løsninger. Mindre klima- og ressourcebelastende alternativer bør gøres til standarden i statslige projekter, så hele sektoren løftes mod mere bæredygtig praksis, siger Rikke Sigdal.

Hos DI stemmer man i.

- De statslige bygherrer har en helt central rolle i at drive den grønne omstilling fremad. Hvis vi skal realisere potentialet for mere bæredygtige løsninger i anlægssektoren, kræver det, at staten efterspørger og stiller krav om nye alternativer - ikke kun fortsætter med de vante materialer og metoder. Offentlige projekter bør aktivt bidrage til at modne markedet for veldokumenterede grønne løsninger, så vi sammen kan sikre både innovation, reduktion af klimaaftryk og bæredygtig ressourceudnyttelse. Vi opfordrer til, at man i højere grad tænker nyt og udnytter de muligheder, der allerede findes, siger Lina Maria Johnsson, senior chefkonsulent i Dansk Infrastruktur - en del af DI.