Lyt til artiklen:

Dansk arbejder omkom i jordskred under anlægsarbejde i Norge: Nu får bygherre kritik

00:00
Hastighed: ???x
02:22
Udvid

Det norske arbejdstilsyn udtaler nu kritik af det norske jernbaneselskab Bane Nor. Det sker, efter selskabet var bygherre på et anlægsprojekt i området omkring Trondheim, hvor der i august 2025 skete et jordskred, som kostede en dansker, der var ansat på projektet, livet.

Det skriver blandt andre Berlingske på baggrund af oplysninger fra nyhedsbureauet NTB.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det norske jernbaneselskab Bane Nor brød med flere centrale krav i bygherrereglerne, lyder det fra det norske arbejdstilsyn.

- Vi har nu sendt vores tilsynsrapporter til ni af de pågældende virksomheder. Tilsynet med bygherre Bane Nor viser flere brud med centrale krav i bygherrereglerne, siger sektionsleder i tilsynet Rosmari Johnsen ifølge det norske nyhedsbureau.

Under skredet faldt en motorvej sammen med en jernbane og ned i en nærliggende sø. Den danske mand, der var i 30'erne, arbejdede på et anlægsprojekt, der gik ud på at bygge et nyt krydsningsspor for at øge kapaciteten på jernbanen.

Manden forsvandt i skredet og blev først fundet efter flere dages eftersøgen.

Skredet skete ifølge Norges Geotekniske Institut sandsynligvis som følge af kvikler, der er en type sårbar ler. Leret har en fast struktur, men hvis det udsættes for mekaniske rystelser eller overbelastning, kan det kollapse fuldstændigt, frigive sit porevand og blive til en flydende væske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge tilsynet blev risikoen for kvikler ikke taget alvorligt.

- De oplysninger, vi har, tyder på, at projektet blev igangsat, før de nødvendige planer var på plads, og at arbejdet blev udført uden en tilstrækkelig risikovurdering og dokumentation, siger Johnsen til nyhedsbureauet.

Manden efterlod sig kone og to børn.