Lyt til artiklen:

Mesterlære og turbomodul trækker nyt blod til trængte brancher

00:00
Hastighed: ???x
07:29
Udvid

Man kan næsten høre, at de tænker, så det knager og brager, de unge gutter i arbejdstøj, der er bænket i et undervisningslokale på HEG i Aars.

Drengene startede for et par dage siden, og de er på udebane i faget hydraulik, som er presset sammen fra morgen til aften i deres to første uger på skolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En del af de unge mennesker kommer fra en anden mekanikeruddannelse. Nu skifter de retning.

- Det går virkelig hurtigt derinde. Det kan nogle gange være lidt svært at følge med, for han snakker godt nok hurtigt, ham Thomas (læreren. red.). Men, det kan også godt være det er mig, der ikke lige er så rutineret endnu, siger 17-årige Anton Knudsen fra Langeskov på Fyn.

Han er dog ret sikker på, at det hele nok skal gå. Det er i hvert fald spændende.

Fra venstre ses Vicktor Reitz, Palfinger, Anton Knudsen, Angelbo Maskinservice, Axel Glitten, Palfinger og Rene Rasmussen, Kumled Maskinservice. Foto: Jacob Kaas.
Fra venstre ses Vicktor Reitz, Palfinger, Anton Knudsen, Angelbo Maskinservice, Axel Glitten, Palfinger og Rene Rasmussen, Kumled Maskinservice. Foto: Jacob Kaas.

Han har færdiggjort grundforløb 2 som automekaniker, men er nu landet på HEG for at blive drejet ind på sporet til landbrugsmaskinmekaniker. Når de otte uger er ovre starter han i mesterlære hos Angelbo Smede- & Maskinservice ved Nyborg.

Samme skifte fra auto til landbrug har 17-årige Rene Rasmussen fra Tønder også taget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ung maskinstationsejer: Opbakningen har overrasket mig
Se også:

Ung maskinstationsejer: Opbakningen har overrasket mig

- Jeg tænkte, at det måske kunne risikere at blive kedeligt at stå og lave de samme ting på biler hver dag. Som landbrugsmaskinmekaniker, der sker der noget nyt hver dag, og man ved aldrig helt, hvad der kommer ind, siger Rene Rasmussen, der denne sommer startede som lærling hos Kumled Maskinservice ved Bredebro og allerede har snuset til livet som landbrugsmaskinmekaniker.

- Det synes jeg er rigtigt spændende, siger Rene Rasmussen.

Skriger på lærlinge

Mens der tit er flere lærlinge end lærepladser for automekanikere og lastvognsmekanikere, så er der mere efterspørgsel i de brancher, som man kan kvalificere sig til ved et skoleophold med turbomoduler hos HEG.

18-årige Axel Glitten fra København og 16-årige Vicktor Reitz fra Hvidovre var begge gået i gang med uddannelsen til lastvognsmekaniker, men fik ved et tilfælde øjnene op for mulighederne som kranmekaniker.

Den branche skriger på nye lærlinge lige nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var næsten lige startet på uddannelsen. I værkstedet ved siden af, skulle de have en bil op på liften, der viste sig at være gået i stykker. Så kom de ud fra Palfinger for at reparere den. Og så spurgte værkføreren derude fra, om der var nogen fra vores hold, der kunne have lyst til at komme med derud og kigge. På den måde kom vi i praktik derude for at se, hvordan det var, og så hang vi egentlig bare fast, fortæller Vicktor Reitz.

Som det første skal lærlingene have styr på hydraulikken. Senere kommer fag som motor, el og epoxy. Foto: Jacob Kaas.
Som det første skal lærlingene have styr på hydraulikken. Senere kommer fag som motor, el og epoxy. Foto: Jacob Kaas.

Vidste I overhovedet, at der var noget, der hed kranmekaniker?

- Ja, jeg vidste godt, at det fandtes, men det var ikke noget, jeg havde tænkt over, at jeg skulle være, siger Axel Glitten, der sammen med Vicktor Reitz altså nu er rejst tværs over landet for at blive klar til at starte i mesterlære hos Palfinger i Greve.

Skræddersyet til den enkelte

At Axel, Vicktor, Rene og Anton nu kan skifte spor uden at begynde helt forfra, skyldes, at HEG tager udgangspunkt i det, de allerede har med i bagagen.

Jess Winther er faglærer og virksomhedskonsulent på entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelserne på HEG. For hver enkelt elev lægger han en uddannelsesplan, hvor tidligere fag og kurser bliver holdt op mod kravene til den nye uddannelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er de otte uger heller ikke nødvendigvis ens for alle.

- Mesterlæren er lidt mere individuel. Man kan skrue den sammen efter, hvad den enkelte præcis kommer med i bagagen, siger Jess Winther.

Jess Winther er faglærer og virksomhedskonsulent på Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelser på HEG. Foto: Jacob Kaas.
Jess Winther er faglærer og virksomhedskonsulent på Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelser på HEG. Foto: Jacob Kaas.

- Har en elev allerede bestået eksempelvis matematik, fysik, førstehjælp eller andre relevante fag, får han merit. Mangler han hydraulik, el, motorlære eller smedearbejde, bliver det lagt ind i planen.

For de to kommende kranmekanikere hos Palfinger har HEG eksempelvis valgt at lægge ekstra vægt på el frem for motor, fordi det passer bedre til det arbejde, der venter dem i virksomheden.

Når skoleperioden på HEG er slut, bliver eleverne prøvet ude på deres læreplads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mesterlæren adskiller sig fra det almindelige grundforløb ved, at en stor del af læringen foregår i virksomheden. Eleven er kun på HEG i de perioder, hvor skolen skal levere bestemte fag og kompetencer.

- Ved mesterlære deler skolen og lærepladsen bolden. Vi bliver enige om, hvem der har ansvaret for hvad. Nogle ting står skolen for, andre ting er mesters opgave, og noget kan vi deles om, forklarer Jess Winther.

Ikke den nemme vej

Mesterlære har ifølge Jess Winther tidligere haft ry for at være en løsning kun for unge, der er trætte af skole. Men den beskrivelse rammer helt ved siden af, mener han.

Tværtimod kan forløbet være mere krævende, fordi undervisningen er så koncentreret.

Det gælder om at spidse ører og følge med i det intensive forløb. Foto: Jacob Kaas.
Det gælder om at spidse ører og følge med i det intensive forløb. Foto: Jacob Kaas.

- Der har været lidt en misforståelse om, at mesterlære er den nemme måde at komme igennem uddannelsen på. Jeg vil faktisk sige, at den er en lille smule sværere. Det går meget stærkt, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På HEG bliver fagene taget i intensive blokke. Når der står hydraulik på programmet, er det kun hydraulik, eleverne koncentrerer sig om. Og der er ikke meget plads til fravær, når et fag skal klares på få uger.

Som udgangspunkt anbefaler Jess Winther derfor, at elever, der går mesterlærevejen, har bestået 10. klasse eller allerede har et andet grundforløb med sig.

Inden eleven kan fortsætte på hovedforløbet, skal blandt andet overgangskravene i matematik og fysik være opfyldt.

En ny målgruppe

HEG har brugt mesterlæreformen i flere år, men skolen har de senere år fået mere fokus på unge fra andre mekanikeruddannelser.

På de store tekniske skoler kan der eksempelvis stå kommende personvognsmekanikere uden en læreplads og med udsigt til skolepraktik. Samtidig har landbrugs-, entreprenør- og kranbranchen brug for flere lærlinge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er de senere år blevet ekstra opmærksomme på, at der rent faktisk er et marked for elever, som bare skal drejes over til os, siger Jess Winther.

Eleven skal som udgangspunkt selv finde sin kommende læreplads, men herefter hjælper Jess Winther med at få forløbet til at hænge sammen. Han gennemgår elevens tidligere uddannelse, finder ud af, hvad der kan gives merit for, og laver en uddannelsesplan sammen med eleven og virksomheden.

Planen fastlægger helt konkret, hvilke kompetencer skolen skal stå for, hvilke virksomheden tager sig af, og hvor ansvaret er delt.

Når planen er underskrevet, bliver skoleophold og undervisning booket.

- Så skal det gerne ligge på skinner bagefter, siger Jess Winther.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Laver svendene selv

For HEG handler indsatsen om at få flere faglærte ud i brancher, hvor dygtige mekanikere er eftertragtede.

Jess Winther, der i øvrigt selv er uddannet mekaniker, oplever, at virksomhedernes syn på lærlinge har ændret sig markant gennem de 17 år, han har været på skolen.

Hvor lærlingen tidligere i højere grad kunne blive betragtet som ekstra og billigere arbejdskraft under uddannelse, ser flere virksomheder i dag de fire uddannelsesår som en vigtig investering.

Det skyldes ikke mindst, at en færdiguddannet og dygtig landbrugsmaskinmekaniker er svær at erstatte.

- Der er kommet større fokus på både at uddanne lærlinge og behandle dem rigtig godt, så de har lyst til at blive i virksomheden, når svendebrevet er i hus, siger Jess Winther.