Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Hitachi-importør tager nyt skridt mod elektriske maskiner
H.P. Semler Machinery har indgået et strategisk samarbejde med Renteq Automotive om at udvikle og tilbyde emissionsfrie alternativer til entreprenørbranchen.
Første fælles projekt er at elektrificere en Hitachi ZX95USB-7 og dermed kombinere Hitachis kendte kvalitet og produktivitet med en ny, elbaseret drivlinje.
Målet er at give kunderne en konkret og driftssikker vej ind i den grønne omstilling, hvilket vil bidrage til at reducere CO2-udledning og imødekomme de stigende krav til miljø og støj ved offentlige projekter.
- Vi er glade for samarbejdet med Renteq Automotive, ikke mindst fordi det giver H.P. Semler Machinery mulighed for at understøtte en accelerering af den grønne omstilling i bygge- og anlægsbranchen med løsninger, der fungerer i praksis. Med Renteq Automotive får vi en partner med stærke kompetencer i elektrificering, så vi kan tilbyde emissionsfri drift uden at gå på kompromis med den robusthed og produktivitet, som markedet forventer af en Hitachi-maskine, siger Kenneth Brunsholm, adm. direktør i H.P. Semler Machinery.
Elektrificering får en større rolle
H.P. Semler Machinery oplever en stigende interesse for emissionsfrie entreprenørmaskiner og forventer dermed, at elektrificering kommer til at spille en stadig større rolle i sit fremtidige produktprogram.
- Vi tager et kontrolleret, men ambitiøst skridt ind i elektrificeringens æra. Når vi står med den første maskine klar til test i slutningen af året, får vi et vigtigt erfaringsgrundlag til, hvordan vi på bedste vis udvider med flere løsninger, siger Kenneth Brunsholm.
Den første elektrificerede maskine forventes at være klar til præsentation og test i december 2026. Herefter vil parterne indsamle erfaringer fra markedet og bruge resultaterne til at vurdere næste skridt. H.P. Semler Machinery tilbyder leasing af disse elmodeller, hvis man ønsker at teste dem inden købet.






























































