Lyt til artiklen:

Arkil genbruger hele vejen - og lægger en ny i samme ombæring

00:00
Hastighed: ???x
04:07
Udvid

Lidt udenfor Silkeborg kører et tog af maskiner og lastbiler på en lukket landevej.

Langsomt flytter de sig gennem landskabet, og bag sig efterlader de et færdigt bærelag. Den gamle vej er blevet renoveret og udvidet - alt sammen i én arbejdsgang. Til sidst mangler kun det afsluttende slidlag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den effektive metode hedder Bitumen Stabiliseret Materiale (BSM), og der står Arkil på de mange maskiner, der udgør den imponerende enhed.

Hele vejens eksisterende materiale bliver genbrugt direkte på stedet under renoveringen. Foto: Tim Søgaard.
Hele vejens eksisterende materiale bliver genbrugt direkte på stedet under renoveringen. Foto: Tim Søgaard.

Entreprenøren skal på to uger renovere fem veje i Silkeborgområdet - ingen sag, når bare arbejdet skrider frem som planlagt.

- Når det kører, så kører det stille og roligt. Normalt kører vi fem-seks meter i minuttet. Det svarer til omkring 300 meter i timen, så sådan en vejstrækning som den her på 1400 meter, kan vi nemt klare på én dag, fortæller Allan Bay, der er afdelingsschef for BSM hos Arkil.

Allan Bay er afdelingschef for BSM hos Arkil. Foto: Tim Søgaard.
Allan Bay er afdelingschef for BSM hos Arkil. Foto: Tim Søgaard.

Men det er ikke kun tidsforbruget, der er en fordel ved denne renoveringsmetode.

- Vi bruger 100 procent af de materialer, der ligger herude i vejen i forvejen. Vi tilsætter blot cirka én procent cement, cirka to procent bitumen og lidt vand. Det er det, forklarer Allan Bay.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foto: Tim Søgaard.
Foto: Tim Søgaard.

- Det er jo smart, fordi det er en væsentligt hurtigere metode og vi slipper for at transportere alle materialerne tilbage på asfaltværket. Vi genbruger også langt mere, end vi ellers ville gøre. Normalt ville vi kun genbuge 60 procent af materialerne - her genbruger vi dem alle sammen, fortsætter han.

Særlig blandingsproces

Men hvordan kan man overhovedet lave udlægningsklar asfalt on site?

Bitumen og cement tilsættes de eksisterende materialer, som knuses og blandes på stedet. Foto: Tim Søgaard.
Bitumen og cement tilsættes de eksisterende materialer, som knuses og blandes på stedet. Foto: Tim Søgaard.

Magien sker, når bitumen blandes med materialerne. Den cirka 170 grader varme, flydende bitumen tilsættes en meget lille mængde vand, som øjeblikkeligt bliver til damp. Det får bitumen til at skumme kraftigt op og fylde langt mere, end den ellers ville gøre.

På den måde kan bitumen fordeles meget fint i den knuste genbrugsasfalt og skabe små, punktvise bindinger mellem materialets korn. Resultatet er et stabilt og stærkt bærelag, der efter komprimering er klar til det afsluttende slidlag.

BSM-metoden reducerer behovet for transport, fordi de eksisterende vejmaterialer bliver på stedet og genbruges. Foto: Tim Søgaard.
BSM-metoden reducerer behovet for transport, fordi de eksisterende vejmaterialer bliver på stedet og genbruges. Foto: Tim Søgaard.

Kræver god koordinering

Forrest i toget kører en lastbil med vand, den er forbundet til en lastbil med varm bitumen via en stang. En stang forbinder ligeledes bitumen-lastbilen med asfaltfræseren, og det er den, der så skubber hele vogntoget. Efter fræseren kører en udlægger og til sidst to tromler. Derudover pendulerer en ekstra lastbil frem og tilbage med vand for at sikre kontinuerlig fremdrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en del koordinering i at få det hele til at glide, fortæller Allan Bay.

Arkil skal renovere fem veje i Silkeborg og omegn i løbet af 14 dage. Foto: Tim Søgaard.
Arkil skal renovere fem veje i Silkeborg og omegn i løbet af 14 dage. Foto: Tim Søgaard.

- Nu skal vi lave fem veje her i Silkeborg og omegn indenfor en 14-dages periode, og til det skal vi have 14-15 vognlæs med bitumen og fem vognlæs med cement herud. Det er vigtigt at holde et godt flow i det, så bitumenen ikke står og bliver kold. Der er også en del flytning af maskiner og så videre.

Afdelingschefen fortæller, at hovedårsagen til, at kunderne vælger BSM fremfor traditionel, varmblandet asfalt, faktisk er, at de får et bedre produkt i sidste ende, og at vejrenoveringen går hurtigere.

Maskiner og lastbiler er koblet tæt sammen, så arbejdet kan foregå i én sammenhængende arbejdsgang. Foto: Tim Søgaard.
Maskiner og lastbiler er koblet tæt sammen, så arbejdet kan foregå i én sammenhængende arbejdsgang. Foto: Tim Søgaard.

- Det er bedre mod revnedannelser på grund af asfaltsammensætningen. Teknologisk Institut har lavet en måling, der viser, at BSM holder dobbelt så godt imod sporkøring som traditionel, varmblandet asfalt, siger han.

At det også er bedre for klimaet er sjældent det, der sælger produktet, men blot en god sidegevinst.

Udover at være hurtigere og bedre en traditionel, varmblandet asfalt er BSM-metoden også bedre for klimaet. Foto: Tim Søgaard.
Udover at være hurtigere og bedre en traditionel, varmblandet asfalt er BSM-metoden også bedre for klimaet. Foto: Tim Søgaard.