Lyt til artiklen:

Skattestyrelsen: Problemer med social dumping i Sydjylland

00:00
Hastighed: ???x
03:35
Udvid

Skattestyrelsen har sammen med Arbejdstilsynet og politiet gennemført årets femte landsdækkende aktion mod social dumping. Det skete den 20. august.

I Sydjylland fik 13 virksomheder i Tønder, Toftlund, Lunderskov og Grindsted besøg af Skattestyrelsen. I ni udenlandske virksomheder fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortæller styrelsen i en pressemeddelelse. Hvilke type virksomheder der er undersøgt, fortæller man ikke i pressemeddelelsen. Men traditionelt er det især på byggepladser samt i landbrug, gartnerier, rengøring og restauranter man har i kikkerten for mistanke om social dumping.

- I syv af virksomhederne tyder det på, at den danske virksomhed, som de udenlandske arbejderne udfører arbejde for, burde have indeholdt og afregnet skat til Danmark af deres løn. I de sidste to virksomheder var der bl.a. udlændinge uden opholdstilladelse og nogle udenlandske biler, vi skal have set på sammen med Motorstyrelsen, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har som led i den landsdækkende aktion i alt kontrolleret 51 virksomheder fordelt over hele landet. I næsten tre ud af fire kontroller fandt Skattestyrelsen indikationer på social dumping. De kontrollerede virksomheder kan se frem til yderligere kontrol for at opgøre den skat, der burde være betalt til Danmark.

- Vores kontrolindsats er en del af den fælles myndighedsindsats mod social dumping, hvor vi gennemfører kontroller sammen med Arbejdstilsynet og politiet. Skattestyrelsens fokus under kontrollerne er at sikre, at især udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den skat, de skal, til Danmark. Vores kontrolindsats er med til at understøtte fair konkurrence over for de virksomheder, som følger reglerne, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Preben Buchholtz.

Skattestyrelsen er klar med hjælp
Skattestyrelsen opfordrer danske virksomheder, der hyrer udenlandske underleverandører, til at sikre, at deres underleverandører er registreret korrekt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved godt, at skat og moms måske ikke er det første, man tænker på, når man som dansk virksomhed hyrer en udenlandsk underleverandør. Når det er vigtigt at sikre, at den udenlandske underleverandør er registreret korrekt, så er det dels for at undgå unfair konkurrence og dels fordi den danske virksomhed kan komme til at hæfte for den manglende skat, siger Preben Buchholtz.

Danske virksomheder, der hyrer udenlandske underleverandører, kan her finde hjælp til at sikre sig, at deres udenlandske underleverandører registreres korrekt.