Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Innovationsprojekt baner vej for genbrug af vigtige byggematerialer
Kan den her betonbjælke bære igen? Spørgsmålet har i årevis stoppet gode genbrugsintentioner, fordi ingen kunne svare på det med tal. Nu kan man gøre netop det. Innovationsprojektet StructuralReuse har udviklet og afprøvet metoder, der dokumenterer styrken og egenskaberne i bærende elementer, mens de stadig sidder i bygningen.
Konkret leverer projektet metoder og procedurer til sikker vurdering af brugte bærende elementer, vejledninger for beton, stål og træ, der beskriver, hvordan elementer testes og dokumenteres og pilotcases, der demonstrerer metoderne i praksis
Testene er ikke-destruktive (NDT). Elementerne bliver altså ikke ødelagt undervejs, og bygherren kan træffe sit valg tidligt i processen før nedrivningsmaskinen kører frem. Det giver et beslutningsgrundlag, hvor direkte genbrug kan stå på lige fod med nye materialer.
- Vi har nu konkrete metoder, der gør det muligt at vurdere bærende elementers styrke og anvendelighed, mens de stadig sidder i bygningen. Det giver bygherrer og rådgivere et helt nyt udgangspunkt for at se ressourcer i stedet for affald, siger Lisbeth Ottosen, projektleder og professor ved DTU Sustain.
Færre risici gør eksisterende bygninger til materialebanker
Resultaterne rykker ved noget helt grundlæggende, nemlig risikoen. Når styrke og egenskaber kan dokumenteres, kan rådgivere og bygherrer træffe informerede valg om genbrug tidligt i processen i stedet for at gætte sig frem. Eksisterende bygninger bliver dermed reelle materialebanker fremfor kommende affald.

Den bærende konstruktion står for op mod 80 procent af en bygnings indlejrede CO2, og derfor er der meget at hente. Samtidig presser knapheden på råstoffer - ikke mindst grus til betonproduktion - branchen til at finde materialerne dér, hvor de allerede er: I de bygninger, der står i forvejen.
Efterspørgslen har allerede skabt et marked
Bygherrer, rådgivere og entreprenører efterspørger nu test og dokumentation til brug i konkrete projekter, og det har fået en række af projektpartnerne til at undersøge mulighederne for at etablere en ny virksomhed, der skal tilbyde test og dokumentation af brugte konstruktioner, understøtte branchens omstilling til direkte genbrug samt bygge bro mellem forskning, standardisering og marked

Virksomheden vil blive en central aktør i at skalere løsningerne og bringe dem tættere på praksis.
- De fælles standarder for direkte genbrug af byggematerialer er et afgørende skridt mod en mere cirkulær byggebranche. Den risikominimering, der opstår gennem standardisering, muliggør markedsmæssig skalering af løsningerne og åbner nye forretningsmæssige potentialer for dem, der griber muligheden, siger Nicholas Ransome, administrerende direktør for Lendager Arkitekter.






























































