Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
CG Jensen skal bane vej for Kildedal Bypark
Arealudviklingsselskabet Kildedal P/S og entreprenørvirksomheden CG Jensen tager nu sammen et afgørende skridt i arbejdet med at realisere Kildedal By på arealerne ved Kildedal Station vest for Ballerup: En 30 meter lang, 10 meter bred og 3,5 meter høj stiunderføring under S-banen, der vil forbinde byens byggefelter syd for banedæmningen med byens centrale byggefelter.
Anlægsprojektet er en vigtig del af regnvandshåndteringen i Kildedal By, da det leder overfladevand fra de centrale byggefelter videre til den gennemgående bypark. Herfra fortsætter det via stiunderføringen til regnvandsbassiner syd for byen.
De enkelte kvarterer i byen forbindes via et grønt stisystem. Centralt i opgaven står derfor også, at stiunderføringen skal opføres i høj kvalitet som en indbydende indgang for cyklister og gående til den centrale del af byen fra syd. Det i sig selv gør stiunderføringen til en vigtig del af byens rekreative tilbud, og det har derfor været vigtigt at tegne en smuk løsning, fortæller Tim E. Halvorsen, projektdirektør i Kildedal P/S.
- Stiunderføringen skal afspejle, at adgangen til byparken er en stor del af herligheden ved at bo i Kildedal. Her kan du let transportere dig gennem byen uden at blive berørt af biltrafikken, og du har nem adgang fra boligerne og til stationen eller ud i den omgivende natur. Jeg ser meget frem til, at CG Jensen nu løfter opgaven med at binde byen sammen, siger han.
CG Jensen udfører opgaven i hovedentreprise for Kildedal P/S, der er ejet af Ballerup Kommune og PensionDanmark, og opgaven er vundet i et samarbejde mellem CG Jensens division Beton og division Jord, Kloak & Gartner/Brolægning.
- Det er en arkitektonisk flot stitunnel og en fagligt spændende in situ konstruktion med buede vægge og buet underside. Det er også en teknisk svær opgave, der kræver høj faglighed i udførelse samt koordinering i relation til en kommende sporspærring, men opgaven ligger godt til vores kompetencer inden for beton, jord og kloak, og vi glæder os meget til at udføre opgaven, siger divisionschef i division Beton, Rasmus Louis Frederiksen.
Kort vindue til kompleks opgave
S-banen er bygget på en banevold, og flere arbejder skal håndteres sideløbende. CG Jensens betonfolk skal in situ støbe tunnelen ved siden af volden i et dybt hul, som kollegaerne i division Jord & Kloak skal udgrave - og dernæst skal man spærre togsporene i en periode på 12 dage, hvor man skal grave banevolden væk, skubbe stitunnelen ind og herefter reetablere banen.
De banetekniske arbejder skal udføres i en kombination af natspærringer og i totalspærring. CG Jensen forventer derfor, at man kommer til at arbejde i døgndrift under den 12 dage lange sporspærring i juli 2027.
Planen er at opstarte arbejdet i september. En af dem, der glæder sig rigtig meget, er projektleder i division Beton, Tonny Schöndorff, der er projektleder på sagen.
- Det er min drømmeopgave. Jeg har været i branchen i snart 40 år, og det er lang tid siden, jeg har set noget lignende - det er det vildeste projekt, der er nærmest ikke en lige linje, det er bare guf for en gammel betonmand som mig. Jeg har været nomineret til In-Situ Prisen to gange, nu vil jeg vinde den!, siger Tonny Schöndorff begejstret, selvom han godt ved, at det bliver en yderst krævende opgave, hvor tidsplanen ikke er til forhandling.
- Jeg bliver udfordret på alle parametre. Jeg ser hele tiden nogle løsninger og nogle udtryk - og hvad nu, hvis vi gør sådan her, ja jeg har efterhånden bygget den i hovedet 100 gange, og vi er ikke engang gået i gang endnu, smiler han.
Cowi har udarbejdet hovedprojektet for stiunderføringen, mens Werk Arkitekter har udarbejdet hovedprojektet for værn og belysning. Stiforløbet forsynes med værn udformet i stål og træ, hvor funktionsbelysningen er indbygget i værnet med LED lysdioder, og der etableres herudover trygheds-belysning.
Regnvandet, der senere vil komme fra boligområderne nord for banen, skal også ledes gennem underføringen på begge sider af den kommende hovedsti.



























































