Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Wacker Neuson går op i vægt med ny, fleksibel hjulgraver
Der var kulørte lamper, røgkanoner og fed bas, da Wacker Neuson præsenterede sin nyeste hjulgraver ved et stort demoshow på producentens fabrik i Linz, Østrig i sidste uge.

EW135 hedder modellen, der med sine 14,5 tons markerer Wacker Neusons indtræden i 13-15 tons-klassen for hjulgravemaskiner. Producentens hidtil største hjulgraver har ligget i vægtklassen 10 tons.
Designet som en redskabsbærer
Ifølge producenten er maskinen designet efter kundens behov, og det kommer blandt andet til udtryk gennem den store fleksibilitet omkring mulighederne på redskabsfronten.
- Vi ser en stigende efterspørgsel på redskaber - forskellige redskaber såsom klippere, fræsere, tiltrotatorer og så videre. Derfor er maskinen designet som en redskabsbærer, fortæller Ronald Ganzenhuber, der er product manager hos Wacker Neuson.

Med armens fuldhydrauliske redskabskoblinger og MIC 4.0-systemet er det muligt at anvende en stribe forskellige redskaber og tiltrotatorer fra forskellige producenter ved blot at forbinde et par hydrauliske slanger og en elektrisk forbindelse. Det sker naturligvis fra førerhuset.
- På den måde kan du bruge et Steelwrist, Engcon, Rototilt - en hvilken som helst tiltrotator, der brug MIC-systemet, siger Ronald Ganzenhuber.

Hjulgraveren er også udstyret med et elektrohydraulisk pilotstyringssystem, som skal gøre det muligt at arbejde mere præcist og kontrolleret med maskinen. Føreren kan også gemme individuelle profiler til både fører og redskaber, så maskinens respons kan tilpasses forskellige arbejdsopgaver.
Stor løftekraft
Hjulgraveren kan stabiliseres ved hjælp af dozerbladet og/eller de udskydelige støtteben, der er monteret på maskinens front. Derudover sørger den centermonterede bom for optimal ydeevne, når det kommer til løftekapaciteten.

I sin bedste konfiguration er EW135 i stand til at løfte 6,5 tons - hvilket blev effektivt demonstreret under demoshowet, hvor hjulgraveren løftede en minigraver ud fra en bygning.
Maksimal sikkerhed
På sikkerhedssiden er EW135 blandt andet udstyret med Active Working Signal (AWS), automatisk bremsefunktion og et overbelastningsadvarselssystem, som vises på den 10 tommer store HMI-skærm i kabinen.

Side- og bakkameraer samt 360 graders udsyn giver desuden føreren et bedre overblik omkring maskinen. Hertil kommer LED-arbejdslys og adgangstrin i synlige kontrastfarver.
Hjulgraveren kommer derudover med firehjulsstyring, joystickstyring og en motor med 134 hestekræfter.






























































