Abonnementsartikel

Rodfræserne fra BT Maskinteknik har fået Hardox slidskær

Med et udstillertal omkring de 60 var der nok at se til for de besøgende, da Danske Kloakmestre afholdt messe i Brædstrup i Midtjylland. Blandt udstillerne var BT Maskinteknik ApS, der i øvrigt var en genganger fra sidste år.

Manden bag firmaet hedder Brian Thomsen, og fra sin adresse ved Dybvad nær Sæby producerer og sælger han blandt andet spuledyser og rodfræsere til kloakindustrien. I ønsket om at få kontakt til brugere og forhandlere i branchen var han at finde med sine produkter i Brædstrup i de to dage messen varede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad enten man har behov for en hånddyse, kantdyse, æggedyse eller mange andre former for dyser, så har han produktprogrammet klart. Mest opsigt skabte hans rodfræser dog. Ikke fordi den var en nyhed, for det var den ikke. Men den var blevet opdateret med Hardox 500 slidskær, hvilket har gjort den endnu mere effektiv.

- Når nu mureren gerne vil hurtigt hjem, og hælder det sidste beton i kloakken, så har vi balladen. Det hærder op i bunden af kloakrøret og generer gennemstrømningen. Det er der, at rodfræseren kommer ind i billedet, forklarer Brian Thomsen.

Rydder op i stoppede rør

"Rodfræser"-betegnelsen er reelt en begrænsning i forhold til redskabets anvendelse, for den fjerner effektivt alt, der indsnævrer kloakrørets naturlige diameter.

Redskabet indstilles til rørets diameter, og ved vandtryk skabes fremdriften. Trykket kan justeres op fra 40 liter pr. minut ved cirka 100 bar. Vandet spules bagud, og kæderne med de fire Hardox slidskær begynder at rotere.

- Den kan fjerne en meter beton på omkring 15 minutter, forsikrer Brian Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktprogrammet rummer forskellige modeller af rodfræsere, som dækker Ø100-500.

Sidste år fik Brian Thomsen mange nye kontakter på messen foruden tre nye forhandlere. Han var fast opsat på en gentagelse:

- Jeg skal møde nogle mennesker og forhåbentlig få dem til at huske os. Indtil videre er det gået helt fantastisk, sagde Brian Thomsen, da vi fangede ham på førstedagen.