Abonnementsartikel
Pihl & Søn vælger polsk skandaleramt firma som samarbejdspartner
Det polske firma Budomex har tidligere gjort sig uheldigt bemærket med en stribe skandaler på deres byggeri på Aarhus Havn.
Men det er ikke det sidste, aarhusianerne har hørt til det omstridte firma. Budomex har netop fået endnu en opgave på Nordhavnen, der i disse år bliver bygget om til en helt ny bydel. Det skriver 3F.
Budomex skal bygge videre på Bestsellers ny hovedkvarter. Her har Pihl & Søn overtaget fra MT Højgaard, der har bygget den første etape af hovedkvarteret. Det betyder, at Jesper Hansen og hans 30 kollegaer hos MT Højgaard snart bliver afløst af polske Budomex
- Folk i sjakket har det ufatteligt dårligt med det. Det er simpelthen grotesk at se på, at de udnytter folk, siger Jesper Hansen, der er sjakbajs for betonarbejderne på pladsen.
Jesper Hansen fortæller, at Pihl & Søn ikke har tilbudt arbejdet til de danske betonarbejdere, der har arbejdet på pladsen i godt et år.
Budomex skal bruge op til 40 polske betonarbejdere de næste ti måneder for at løse opgaven for Pihl & Søn. Den polske byggeleder forsikrer 3F, at de ikke vil skjule arbejdsulykker for fremtiden.