Det er næsten obligatorisk inventar på et kirkegårdslederkontor, at man har et stort oversigtskort for sin kirkegård hængende på væggen. Funktionen af det er mange steder afgrænset til en simpel vægudsmykning i en træramme, der er blevet lidt skæv med årene.

Grundlæggende er de et billede af, hvad der var engang. Siden de blev tegnet og hængt op, er tiden på ingen måde stået stille, og kirkegårdenes udseende har ændret sig flere gange. Dels af et øget behov for urnegrave, dels af kirkegårdspersonalet og menighedsrådenes kreative ideer.

På Nørresundby Kirkegård hænger oversigtskortet troligt på væggen overfor kirkegårdsleder Tinna Petersens skrivebord. Tegnestifter med røde, blå og grønne hoveder samt et hav af huller ved de optegnede grave vidner om et sindrigt kategoriseringssystem.

Fra Tinna Petersen lyder der kun suk til oversigten. De dybe suk, som indikerer alt andet end glæde over systemet, og de lettere, som fortæller, at kortet er uden praktisk funktion i dag.

Rød tråd

Nørresundby Kirkegård er undervejs i en digitaliseringsproces, der skal sikre et hurtigere og nemmere system til overblik. Oversigtskortet spillede fallit for lang tid siden, og i mangel af bedre måtte Tinna Petersen selv opfinde et alternativt system, som med farver og krydser fortalte hvilke grave der var ledige, og hvilke der ikke var.

- Nu er vi ved at udarbejdet en helhedsplan for kirkegården. Første led i processen var en komplet opmåling. Vi havde en landmåler gående her hver dag i 3-4 uger for at få alle detaljer med i opmålingerne. Nu er alle gravsteder præcist plottet ind på et elektronisk kort. Det samme kort er netop blevet afleveret til en landskabsarkitekt, der skal komme med et bud på fremtidens udformning, fortæller Tinna Petersen.

Opgaven er lagt i hænderne på århusianske Møller & Fauerskov Landskabsarkitekter. Personligt kunne Tinna Petersen godt tænke sig nogle hyggekroge - små rum i det overordnede rum, som er kirkegården. Men uden at man er i tvivl om, at det er en kirkegård, man befinder sig på.

- Jeg drømmer også om staudeanlæg med urnegravsteder. Det vigtigste er, at der er en rød tråd gennem anlægget, men der skal være nogle blikfang og oplevelser for de besøgende, mener kirkegårdslederen.

Evig bevægelse på kryds og tværs

Hun tiltrådte i stillingen i februar 2006 efter en periode som tilsynsførende ved Aalborg Kommunes grønne afdeling. Hendes baggrund rummer en uddannelse som væksthusgartner, men i en periode var hendes arbejde at have overblikket over den grønne pleje ved kommunens skoler, ældrecentre mm.

- Der var mange spørgsmål, klager, planteforespørgsler og alle mulige hensyn, der skulle tages til blandt andet økonomi. Jeg var i kontakt med rigtig mange personer, og allerede dengang for kommunesammenlægningen var Aalborg Kommune en stor kommune, siger Tinna Petersen.

Hun befandt sig konstant i bevægelse på kryds og tværs i kommunen, og da hun i forbindelse med sit daværende job opdagede jobfunktionen som kirkegårdsleder, blev hun fascineret af den tydelige fysiske afgrænsning af jobbets virke.

- Det var meget simpelt. Kirkegårdens mure rykkede sig ikke hele tiden, så det var meget konkret, hvilket område jeg skulle tage mig af. Jeg søgte jobbet og fik det. Da blev hverdagen meget anderledes. Nu skulle jeg kun kommunikere med menighedsrådet, mine medarbejdere, pårørende og brugere af kirkegården. Jeg kunne komme dybere ind i opgaven, og skulle ikke køre rundt i hele kommunen og holde styr på alle detaljer på mange forskellige adresser hele tiden, husker Tinna Petersen.

Ikke så kirkegårdsagtigt

Anlægget bar dog på daværende tidspunkt præg af et efterslæb på plejesiden. Mange steder på det 35.000 kvadratmeter store areal havde naturen fået overtaget, og det ville Tinna Petersen gerne gøre noget ved:

- Jeg havde mange ideer med til min ansættelsessamtale, men der var også mange udfordringer at give sig i kast med. Nogle gravsteder var næsten groet til, så vi gik i gang med at grave op og plante nye, mindre planter.

En stribe af store lærketræer er blevet fjernet, og alene tanken om handlingen bringer et endnu større smil frem på kirkegårdslederens ansigt.

- Der er mange gravstedsejere og kirkegårdsgartnere, som er glade for, at de er væk. Det er slut med gener fra de mange små nåle og koglerne, fastslår hun.

Der står fortsat mange træer på det samlede areal for kirkegården. Eg, bøg og fyr står sammen med blandt andet troldhassel og birketræer. En birkeallé fik saven på grund af et stiprojekt, mens der fra en af indgangene til kirkegården rejser sig en flot allé af kirsebærtræer.

- Jeg kan godt lide, at der er mange forskellige træer. Det behøver ikke være så kirkegårdsagtigt. Hellere lidt utraditionelt. Der må gerne være noget højde på træerne, men man skal som besøgende ikke føle, at man er buret inde, mener Tinna Petersen.

Massiv kridt i undergrunden

Hække i varierende højder sørger sammen med træerne i forvejen for en rumfølelse gennem anlægget. Stierne holdes i traditionelt grus, da Tinna Petersen ikke er overbevist om, hvad der vindes plejemæssigt ved at lægge dem i græs.

- Græs slides også, og når der er fugtigt, bliver det ujævnt og fedtet. Så skal der rettes af og eftersås, og så er man alligevel ikke sluppet af med en del af plejen.

Undergrunden er til den bedre side. overordnet er der ingen særlige udfordringer, på trods af at en stor bid af det nyere del af anlægget en halv meter i jorden består af kridt.

- Det er lidt træls for graverholdet, for de skal næsten bruge en stor lufthammer for at arbejde sig gennem det. Til gengæld er der ingen risiko for sammenstyrtning af det gravede hul, før kisten kommer i. Når det er gravet, så står det der med skarpe kanter. Hække, buske og træer gror lige godt, selv om der er massiv kridt lidt længere nede. Egetræer med pælerødder står også fint i det, så måske er der noget andet under kridtlaget, siger Tinna Petersen.

"Sømmelig stand"

Hendes jobbeskrivelse er 100 procent møntet på kontoret, men det betyder ikke, at det kun er der, man kan finde hende.

- Jeg kan godt lide at gå ud og hjælpe de andre medarbejdere. Så har jeg en bedre føling med opgaverne, og jeg kan ikke forestille mig slet ikke at være derude med jævne mellemrum.

Når hun så befinder sig derude, kan hun med egne øjne se et generelt problem på de danske kirkegårde: Udfordringen med pårørende, som selv har valgt at varetage vedligeholdelsen af et gravsted.

- Vedtægterne understreger, at gravstederne skal være i "sømmelig stand". Der skal se ordentlig ud, men når de ikke passer stederne ordentlig, bliver det også et problem for alle andre. Mælkebøtters frø holder sig jo ikke inde på den enkelte grav. Det er en ærgerlig situation for alle parter, understreger Tinna Petersen.

Og ja, så er der som bykirkegård også de ligeledes ufrivillige udfordringer med trodsige hundeluftere, kreative udsmykninger af gravsteder, hærværk samt unges leg, der tager overhånd.

- Tidligere klippede nogle selv deres hække, men det har vi overtaget helt nu, da der fremkom nogle underlige forme. Andre designer selv gravstedet, og er i den forbindelse meget kreative med udsmykningen. Det kan nemt komme til at ligne et tivoli, når der står potter og plantekummer i alle mulige farver og størrelser. Det er en evig slåskamp, men jeg tager den gerne. Der er også rigtig mange positive tilkendegivelser fra brugere og pårørende, som synes at kirkegården ser flot ud og roser os for godt arbejde, understreger Tinna Petersen.