Abonnementsartikel

Maskinhandler Karsten Svenningsen på Salling bor lige midt i det hele og holder konstant fingeren på pulsen

- Vi lever af vores store netværk og på evnen til at kæde ting sammen. Jeg hører om én, der mangler en bestemt maskine og kommer i tanker om en anden, der har sådan en maskine, han skal af med. Det gælder om hele tiden at holde en masse ting i kog, så klarer vi os, siger maskinhandler Karsten Svenningsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinhandlen og værksteder har hjemme på en landejendom på Salling, omtrent 25 kilometer nord for Skive og få kilometer fra færgen til Fur. Nogle vil mene, at det er temmelig langt ude på landet og langt væk fra alting.

Men ikke Karsten Svenningsen:

- Tre en halv time. Så står vi på Rådhuspladsen i København. Og vi kan også hurtigt suse til Hamborg herfra, så helt galt er det ikke. Vi handler en del med kunder i Sverige og Norge, og deroppe kan de tale om afstande. Den slags afstande kender vi slet ikke i Danmark.

Heller ikke på den anden led er placeringen så ringe efter Karsten Svenningsens opfattelse.

- Vi ligger lige midt mellem Thy og Mors mod vest og Himmerland mod øst. Der er ikke langt hverken til Hvalpsund-færgen eller broen til Nykøbing Mors. Der kommer mange mennesker forbi her, og vi har da også kunder over det meste af landet foruden de lokale, fortælle Karsten Svenningsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt domicil på vej

Men selv om Karsten Svenningsen er tilfreds med placeringen, bliver han nu alligevel nødt til at flytte forretningen.

- Jeg er udlært landbrugsmaskinmekaniker, og startede her som selvstændig i 1998 med reparationer. Siden har det udviklet sig med flere medarbejdere, lager og maskinsalg, så vi er vokset ud af bygningerne her, hvor vi bor til leje. Derfor er vi netop nu i gang med at bygge 1.500 kvadratmeter showroom, værksted og lager i udkanten af landsbyen Selde, hvor jeg bor privat. Det ligger lige ved landevej 551 om mod Fur, så der bliver vi lidt mere eksponerede, fortæller Karsten Svenningsen og henter tegningerne til nybyggeriet frem.

Udstillingen bliver på 315 kvadratmeter, værkstedsfolkene får 435 kvadratmeter plus 218 kvadratmeter smedeværksted. Desuden bliver der plads til reservedelslager og kontorer.

Gensidighed er nøgleordet

Karsten Svenningsen er født på egnen, og det ser han som en yderligere fordel.

- Det lokale kendskab gør alting nemmere. For eksempel kan man altid få de oplysninger, man har brug for, og det er en stor hjælp, hvis man forstår at udnytte oplysningerne på en ordentlig måde. Omkostningsniveauet er naturligvis heller ikke så højt heroppe, og samtidig er der rigtig mange ressourcestærke mennesker på egnen, som er med til at holde området levende og i udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Set med Karsten Svenningensens øjne er spørgsmålet om trivsel og udvikling noget gensidigt, både som beboer og erhvervsdrivende i lokalområdet.

- Er man selv åben, imødekommende og positiv, så oplever man også, at de folk, man har med at gøre, er positive. For mig er et kundeforhold helt klart noget gensidigt. Kunden skal have noget ud af det, og jeg skal have noget ud af det. Så jeg prioriterer i høj grad at have med ordentlige folk at gøre. Det er ikke hvem som helst, vi lukker ind, indrømmer Karsten Svenningsen.

Samme holdning har han til samarbejdet med kolleger over hele landet.

- Vi handler en del indbyrdes. Man kan ikke have alting selv, så ind imellem må man skaffe det ene eller det andet fra en af kollegerne.

Egen import fra Irland

Hovedvægten på maskinsiden i dag ligger helt klart på Terex entreprenørmaskiner, hvor Karsten Svenningsen er autoriseret forhandler. Desuden forhandler han de mindre Weidemann læssemaskiner, og som noget helt nyt har han netop påtaget sig opgaven som dansk importør af maskiner og specielt blokvogne fra den irske producent NC Engineering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi forhandlede tidligere Herbst blokvogne, men nu har vi fundet et mærke, der er noget bedre, men også lidt dyrere. Nemlig irske NC Engineering. De bygger gerne efter kundernes specifikationer og leverer for eksempel high-speed aksler med virkelig gode bremser. De har mange finesser og gode konstruktionsdetaljer, ligesom overfladebehandlingen er helt i top, siger Karsten Svenningsen.

Det er ham selv, der har taget initiativet til importaftalen.

- Vi manglede noget i dén kvalitetsklasse og fandt så frem til NC Engineering. Fabrikken bygger et meget bredt program i entreprenør- og landbrugsmaskiner, men vi vælger i første omgang at satse mest på blokvognene og fabrikkens dumpere. NC Engineering bygger både selvkørende dumpere og dumpervogne, som vi kan stå inde for, fortæller Karsten Svenningsen og fortsætter:

- Det hænger også sammen med, at ens faglige stolthed belastes, hvis de produkter, man sælger, ikke er i orden. Desuden skulle det jo gerne være sådan, at kunden kommer igen.

Usvækket teknisk interesse

I dag beskæftiger Karsten Svenningsen fem medarbejdere, først og fremmest på værkstedet, hvor alle mærker er velkomne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har naturligvis reservedele og især sliddele til de mærker, vi selv forhandler. Med derudover har vi eller skaffer vi meget hurtigt de dele, der er brug for, uanset hvilket mærke i maskiner eller traktorer, der er tale om, lover Karsten Svenningsen og fortsætter:

- Selv får jeg ikke længere skruet ret meget på maskinerne ude i værkstedet, bortset fra perioder med spidsbelastning. Tiden går jo med salg og administration. Men jeg har stadig lyst til at have indsigt i det mekaniske, og jeg prøver at holde mig teknisk up-to-date. Ud over, at teknik interesserer mig, er det også en meget stor fordel at have den fornødne tekniske viden, når man tager en brugt maskine i bytte. Det rummer store faremomenter, hvis man ikke er inde i tingene, siger han.