Abonnementsartikel
Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Byggeri roser regeringen for at have afsat midler til en ny nedrivningspulje.
Der er glæde i Landdistrikternes Fællesråd på vegne af landdistrikterne. Årsagen er, at regeringen vil afsætte en ny pulje på 400 millioner kroner til nedrivning eller renovering af fældefærdige boliger i 2014 og 2015.
Regeringen lægger samtidig op til at skærpe kravet til kommunal medfinansiering i forhold til den tidligere regerings nedrivningspulje, så kommunerne skal lægge 40 procent oven i puljemidlerne.
Landsbyer vil blomstre op
- Det er godt, at man kan fortsætte indsatsen med at få boligligene væk fra det åbne land og i landsbyerne. Det er også godt, at ordningen udvides til at gælde i alle kommuner, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, der i mange omgange har påpeget nødvendigheden af nedrivningspuljen i de seneste to år.
- Det her vil give et redskab til at fjerne de "rådne tænder", som holder mange landsbyer i en gidselsituation. Vi vil se landsbyer blomstre op, når de dårligste huse kommer væk, siger Steffen Damsgaard.
Et par tusinde arbejdspladser
Også Dansk Byggeris administrerende direktør Lars Storr-Hansen roser regeringen for at finde de ekstra millioner til bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansens område.
- Nedrivning af forfaldent byggeri har bidraget til et løft i mange små bysamfund, og den indsats har vi foreslået videreført, fordi arbejdet ikke er gjort færdigt. Vi kan komme meget længere med de midler, der nu er afsat, og der er også arbejdspladser i dette initiativ - op mod et par tusinde, siger Lars Storr-Hansen.