Ingen af de to danskere, der deltog i årets VM i Udkørsel, nåede finalen. Kenneth Vinderslev Nielsen blev slået ud af sidste deltager.

Solen bager i disse dage over de svenske skove syd for Jönköping, og det gør det igangværende Elmia Wood til en flot - men i lige så høj grad varm og støvet oplevelse. Midt i den stegende sol afholdes der VM i Udkørsel, og de indledende runder er netop afsluttet.

I alt dystede 18 deltagere - heriblandt danskerne Martin Hansen og Kenneth Vinderslev Nielsen - om at komme blandt de otte bedste, der ryger i finalen fredag d. 7. juni, som er messens næstsidste dag. Og det lignede ellers længe en triumf for Kenneth Vinderslev Nielsen, efter han havde overstået kvalifikationsrunden, men guderne, og en enkelt finne, ville det anderledes.

Trist afslutning

Da tre deltagere manglede at gennemføre konkurrencen, lå danskeren på en flot sjetteplads, men da der kun manglede én, var han skubbet ned på den ottendeplads, der er mindstekravet for at komme i finalen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sidste mand var en skoventreprenør fra Finland, som sådan set også var én af de første to deltagere på banen. Men fordi kranen på maskinen var indstillet forkert, fik han lov til at prøve en gang til, og det blev ham, der gav Kenneth Vinderslev Nielsen dødsstødet. Ærgerligt for den uheldige dansker og den imponerende supportgruppe, der var taget med til det svenske for at heppe på ham.

Du kan læse mere om, hvordan Kenneth Vinderslev Nielsens oplevede mesterskabet i den næste udgave af GRØN|teknik.