Abonnementsartikel

Poul Munk og Skandinavisk Byggeplast har permeable belægninger med på kloakmessen, men det stopper ikke der. Han vil også genanvende noget af det regnvand, der skaber så mange problemer.

Et hurtigt blik ned over udstillerlisten til Kloakmessen 2014 afslører producenter af kloakrør, pumper og andre forskellige produkter med direkte link til kloakering. Men der er andre - og umiddelbart knapt så oplagte udstillere - som springer ekstra i øjnene.

En af dem er Skandinavisk Byggeplast med indehaver Poul Munck i spidsen. Han har gjort import af produkter af genbrugsplast til en levevej - og der er ikke tale om kloakrør. For en god håndfuld år tilbage var det således hegnspæle af plast, der var et af de bærende produkter, men nu har kørefaste armeringsplader imidlertid taget over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og sidstnævnte har faktisk direkte relevans for kloakbranchen. Regnvand er nemlig det helt store tema i disse år, og permeable belægninger, der leder regnvand ned i jorden, og dermed skåner kloaksystemerne, vinder mere og mere frem. Det er blandt andet her, de hullede plasticplader har sin berettigelse.

Derudover arbejder Poul Munck i stigende grad med genanvendelse af regnvand, hvilket han også vil bruge messen til at sætte fokus på.

Rejselysten

Firmaet har eksisteret cirka 20 år, og det er ham selv, der har startet det.

- Jeg rejser jævnligt, og når man er i udlandet, oplever man mange nye produkter, fortæller Poul Munck.

- Jeg faldt over hegnspæle lavet af genbrugsplast, og det endte med, jeg fik forhandlingen af dem. Derfra bredte det sig hurtigt til flere forskellige produkter af genbrugsplast, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag er det som sagt permeable belægninger, der topper listen for den midtjyske enmandsvirksomhed. Her er der tale om det såkaldte TTE systemarmering, som er modulopbyggede underlag af hård genbrugsplast.

- Det samme produkt kan bruges til for eksempel græsbelægninger, drivgange til kvæg, parkeringspladser, veje og stier.

Den øge efterspørgsel på armeringssystemerne har haft den helt naturlige konsekvens, at det er der, Poul Muncks hovedfokus ligger.

Fordeler vægten

- Vi har meget i støbeskeen, og kurven går kun opad, fortæller en tilfreds Poul Munck, mens han rækker armen mod loftet for at illustrere udviklingen. Og han lægger heller ikke skjul på, at han også er godt tilfreds med kvaliteten på produktet.

- De er lavet af miljørigtigt genbrugsplast, nævner han som en af forcerne, inden han fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Belægningen har den fordel, at det er lige stærkt ved samlingerne som på midten. Det hænger blandt andet sammen med den måde, hvorpå de enkelte plader samles, for samlingerne sikrer, at trykket fordeles på hele fladen.

Hvis man lægger pladerne direkte på jordbunden, kan fladen klare tryk på op til 3,5 tons. Hvis der først anlægges et stabilt underlag på 25-30 centimeter, kan overfladen tåle tryk på op til 40 tons.

Flere muligheder

Kundegrundlaget for den kørefaste belægning er bredt. Det er både entreprenører, kommuner, landbrug og hesteinteresserede, som Poul Munck sælger til.

- Vi startede med konceptet for cirka ni år siden, og produktet er løbende blevet videreudviklet. Det er et forholdsvist dyrt produkt, men kvaliteten kan leve op til det. Man får det, man betaler for, slår han fast.

Hullerne i belægningspladerne skal naturligvis fyldes ud, og materialet afhænger af formålet. Man kan blandt andet lægge betonsten i, og så kan det bruges til fortov, parkeringspladser og mindre veje. Og det er ifølge Poul Munck jævnt nok til at kunne køre en indkøbsvogn på uden gener. Pladerne kan også udfyldes med sand og grus, eller eventuelt jord og græsfrø, som kan give faste græsbelægninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under alle omstændigheder bliver det en vandgennemtrængelig overflade, som samtidigt er bærende.

Udnyt regnen

Ud over armeringspladerne - som naturligvis er med på messen - vil Skandinavisk Byggeplast også sætte fokus på regnvand. Og ikke i den forstand, at det kun skal ledes væk, for til det formål har armeringspladerne allerede bevist sit værd. I stedet vil Poul Munck rette blikket mod anvendelse af regnvand.

Derfor vil han blandt andet slå et slag for plasttanke til opsamling af regnvand med genanvendelse for øje. Derudover har han også et minirenseanlæg på plakaten, der skal rense regnvandet inden brug.

- Ideen er, at genanvendelsen af regnvand kan være et supplement til de regnvandsløsninger, branchens fagfolk skal præsentere for kunderne, fortæller Poul Munck. For ham er det oplagt, at når man alligevel skal konstruere løsninger, der skal hjælpe kunder af med store mængder regnvand og skåne kloakkerne for oversvømmelser, så kan man lige så godt overveje, om noget af vandet ikke også kan gøre nytte.

Forventningerne til messen er i øvrigt, at det gerne skulle give nye kontakter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man deltager jo ikke så meget for at sælge på en messe. Det er mere for at gøre folk opmærksomme på de produkter, man har, lyder det fra Poul Munck.