Abonnementsartikel

PJ-tec er involveret i jernbaneprojekter i det meste af landet.

Besøgende hos Hydrema i juledagene vil måske have bemærket en fabriksny MX1600 hjulgraver i en rail opsætning, som stod parkeret udenfor op mod den ene bygning. Den blev nysgerrigt studeret, og 27. januar fik den sit nye hjem i form af PJ-tec i Farsø, nær Aars mellem Viborg og Aalborg.

Herfra vil den, allerede når disse linjer læses, være sendt på opgave på det danske jernbanenet. Firmaet beskriver ganske kort sig selv som værende udførende i "alt i sporarbejde". Det kan retvisende tolkes til, at alle udfordringer inden for jernbanen varetages, og indehaver Preben Jensen er selv omdrejningspunktet med sin SR1 arbejdsleder uddannelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden han trådte ind i branchen, har han været ganske fornuftigt beskæftiget.

- Det gik ikke så hurtigt i 2012-13, men ellers har jeg ikke opdaget nogen krise. På nær om vinteren, hvor der altid er stille i forhold til jernbanen, siger Preben Jensen.

Selvlært maskinfører

Han kom ind i branchen i 1998, hvor en kammerat hos Aarsleff lokkede ham med et job. Forinden var han ansat i flere år hos Dania Jernstøberi i Aars. Han er uddannet mekaniker og har sidenhen bygget på med viden og erfaring med blandt andet el og hydraulik. Han havde det godt hos Dania, men han ville alligevel videre.

- Der skulle ske noget. Jeg havde brug for frisk luft, en ny oplevelse og nye kolleger, forklarer han.

Hos Aarsleff blev han hurtigt udnævnt til sjakbajs, og senere valgte Aarsleff at investere i ham og give ham en fuld SR uddannelse samt uddanne ham yderligere i svejse- og sporteknik. Han lærte med tiden også at køre entreprenørmaskiner, selv om det var helt nyt for ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kravlede bare ind i maskinerne, og så fandt jeg ud af det. Der var ikke nogen, som lærte mig noget, men jeg fik det lært, og jeg har nu prøvet at køre med det hele, siger Preben Jensen.

Nogen maskinfanatiker bliver han dog aldrig, ved han, da hans primære interesse ligger andetsteds - også mens han var hos Aarsleff.

- Det trækker ikke i mig at sidde længe i maskinen. Jeg gjorde det hos Aarsleff af nødvendighed, hvis der var ferie eller sygdom hos de andre, men ellers sjældent. Min rolle var at styre holdet og sikre skurvogne, materialer, aftaler med vognmænd, osv.

Tid til at være selvstændig

Der løb mange timer på uret, mens han var hos Aarsleff. Så mange at han selv sagde stop. Han fik meget hurtigt et opkald fra Wicotec Kirkebjerg, som ville have fingrene i ham. Her var han i et år, men Banedanmark havde også følere ude efter ham.

- Jeg sagde til Banedanmark, at jeg overvejede at arbejde som selvstændig, og de tilbød mig faste opgaver i de efterfølgende otte måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den mulighed slog han til på, og med virkning fra 1. april 2007 var han officielt selvstændig under navnet PJ-tec. Uden nerver og uden nervøsitet.

- Jeg var selvsikker. Jeg vidste jo, hvad branchen gik ud på, hvad der skulle udføres, og jeg havde arbejde til otte måneder frem.

Endelsen "-tec" i sit firmanavn blev han i øvrigt inspireret til af Wicotec. Et eller andet skulle firmaet jo hedde, lyder forklaringen fra Preben Jensen.

Det viste sig hurtigt, at han havde arbejde til yderligere to ansatte, og siden er det kun gået fremad.

Første større maskininvestering fandt sted i 2009 i form af en O&K 4 MHS gravemaskine i rail montering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg fandt den nær Hamborg, og den havde kørt cirka 10.000 timer. Nu er den oppe på 15.000 timer, og den kører fortsat fint, siger Preben Jensen.

Tid til det hele

Som selvstændig arbejder han for Banedanmark, Aarsleff, MT Højgaard, Arkil, Munck og flere andre. Opgaverne kommer både i klumper og som enkelte opgaver med kort varsel. Natten før dette interview var han på opgave ved Bjerringbro. Natten før den opgave var han i Lystrup ved Aarhus, og den kommende nat skal han til Frederikshavn.

- Jeg prøver at undgå Sjælland, da det er langt væk hjemmefra, men det sker, at der ringes, så jeg er nødt til at tage af sted.

Der er fire ansatte i firmaet plus to indlejede. Preben Jensen er fortsat sjakbajs på flere af opgaverne. Hans vigtigste funktion er som SR1, men hvis jernbanesporet er totalspærret, har han også tid til at være udførende. Udover højre pegefinger, som engang fik et klem, da materiellet skulle pakkes sammen efter en opgave, har han og hans medarbejdere været forskånede for uheld og ulykker.

- Vi prøver virkelig at passe på hinanden. Der skal ikke meget til, før der opstår en farlig situation, så vi passer godt på.