Abonnementsartikel

Ingeniør Claus Vangsager er ny formand for TV-inspektionsgruppen under Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK).

Der er kommet ny mand i spidsen for TV-inspektionsgruppen under Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK), der er forankret i Rørtekniksektionen i Dansk Byggeri. Valget er faldet på Ingeniør Claus Vangsager - der afløser Morten Helleskov på posten - og den nye formand har flere punkter, hvor han vil gøre en ekstra indsats. Det fortæller DTVK i en pressemeddelelse.

Blandt andet er det et mål for ham at få TV-inspektion ind som en del at tilstandsrapporterne, og så vil han have husejere, boligselskaber og ejendomsforvaltere til at forstå, at der er stor forskel på den TV-inspektion, der udføres i Danmark. Det oplyses, at almindelige kloakmestre af forskellige årsager ikke kan levere samme kvalitet og rapportering som en professionel og DTVK-uddannet TV-operatør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lad mig slå det fast med det samme - Med Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning har Danmark siden 1986 opbygget Europas førende kontrolordning. Det betyder, at rapporter over ledningsnettets tilstand i Danmark er blandt de mest præcise og fejlfri i Europa, siger Claus Vangsager.

Særlige krav

For medlemsvirksomhederne af DTVK er der en række krav, der skal opfyldes. Der stilles blandt andet krav til avanceret TV udstyr, og TV-operatørerne skal være operatør-uddannet af eksterne DTVK konsulenter samt efteruddannes løbende.

Alt arbejde skal indberettes og samles i en database, og man skal være i stand til at rapportere digitalt i xml-format til kommuner og forsyningsselskabers databaser.

- Der er ingen andre TV-inspektionsuddannelser, der når op på niveau med medlemsvirksomhederne hos DTVK. DTVK-medlemmer TV-inspicerer som de eneste i Danmark efter ensartede, kontrollerede standarder. TV-operatøren er specialiseret og fuldtidsprofessionel, og samtidig udfører DTVK som den eneste aktør løbende og uvildig kontrol af TV- produktionen, siger Claus Vangsager.

Dokumentation

Som noget helt unikt har DTVK en uvildig klageinstans. Den skal sikre, at hvis der er hold i en evtuel klage, så lander den hos eksterne tekniske konsulenter, der behandler klagen og ser materialet igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I modsætning til for eksempel almindelige kloakmestre, så har medlemmer af DTVK fuld dokumentation for alt arbejde, hvilket sikrer, at der i det hele taget er grundlag for en evtuel undersøgelse. Jeg kan ikke tage det seriøst, når andre aktører i kloakbranchen melder ud, at de foretager uvildig kontrol. Du kan jo ikke foretage en undersøgelse, hvis der ikke er fyldestgørende TV-dokumentation, siger Claus Vangsager.

Han påpeger samtidig, at alle i kloakbranchen selvfølgelig er velkomne i DTVK, men det kræver, at der bliver levet op til alle de standarder, der kræves. Blandt andet indebærer kravene, at TV-operatører kommer i mesterlære og bliver fuldtidsprofessionelle. Det er for eksempel ikke nok at tage et certifikat på et AMU kursus.

- Vores TV-operatører er de eneste fuldtidsprofessionelle i Danmark. De får en helt særlig uddannelse, der varer et år. Herefter kommer de på skærpet kontrol, hvor deres arbejde følges tæt af kontrollanterne indtil de er klar. Efterfølgende er der krav om løbende efteruddannelse.

Der er i dag 35 medlemsvirksomheder hos DTVK, herunder 150 uddannede fuldtidsprofessionelle TV-operatører.