Abonnementsartikel
Efterspørgslen vil vokse yderligere i fremtiden, mener kontrolordningens formand.
For medlemmerne af Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK) blev 2016 det bedste år nogensinde i DTVK's 30-årige historie. Der blev inspiceret 4.600 km. kloakledninger, og dermed blev rekordåret 2008 slået med 300 km. DTVK's formand Bo Laden forventer yderligere rekorder og vækst de kommende år.
- Der er rigtig meget fokus på kloaknettet og klimaforandringer i disse år og i takt med, at væksten i Danmark stiger generelt, så bliver der også investeret mere i langsigtede og holdbare løsninger. Og den tendens gør sig også gældende inden for TV-inspektion, siger Bo Laden.
Klimaet driver væksten
For at blive optaget som medlem i DTVK stilles der bl.a. krav til avanceret TV udstyr, og at TV-operatørerne skal være operatør-uddannet af specialiserede DTVK-konsulenter. Der stilles endvidere krav om løbende efteruddannelse.
Både kommuner og forsyningsselskaber benytter i stort omfang tv-inspektioner, og efterspørgslen bliver ikke mindre i fremtiden, mener Bo Laden:
- I mange år fremover står de kommunale forsyningsselskaber foran en række udfordringer i forhold til de ændrede klimaforhold og store nedbørsmængder, især hvor ledningsnettet ikke er registreret eller skal separatkloakeres. Bl.a. derfor vil vi de kommende år opleve yderligere vækst i både antal TV-inspicerede ledningsstrækninger og antal kilometer.
På den baggrund forventer DTVK også yderligere tilgang af nye medlemmer.
Langsigtet planlægning
Spildevandsselskaberne står for langt den største del af de TV-inspicerede kilometer hos DTVK medlemmerne. Men andelen af TV-inspektioner for kommunale ejendomme og boligselskaber vokser i takt med, at kloakkerne falder sammen, og rotteproblemerne melder sig.
- Forvalterne af de kommunale ejendomme har sparsomme ressourcer til kloaksystemerne, og investeringerne skal nødvendigvis være robuste. Derfor ser vi også på dette område en tendens mod målrettet langsigtet planlægning af investeringerne i skoler og institutioners kloaksystemer. Samme tendens ser vi hos flere og flere boligselskaber. Og det vil i høj grad også smitte af på DTVK medlemsvirksomhederne i de kommende mange år, forklarer Bo Laden.