Abonnementsartikel

Sylvester A/S i Kolding skal stå for Volvos kompaktmaskiner op til 12 tons.

Volvo Entreprenørmaskiner A/S har allieret sig med Sylvester A/S i Kolding om salg og håndtering af kompakte maskiner op til 12 tons i hele landet. Volvo Entreprenørmaskiner vil dog fortsat varetage salget til key account kunder, hvor der typisk også er en kontakt om større maskintyper. Det oplyser Volvo i en pressemeddelelse.

- Vi er ikke helt dygtige nok til at håndtere kunderne til de mindre maskiner. Kunderne har måske opfattelsen af at komme i et stort hus med fokus på meget andet end kompaktmaskiner. Sylvester har til gengæld 100 procent fokus på kompakte maskiner med tilhørende udstyr, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger administrerende direktør Jens Ejsing, Volvo Entreprenørmaskiner A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Volvos kompakte program omfatter 26 grave- og læssemaskiner foruden tromler. Gravemaskinerne henvender sig primært til håndværkere, anlægsgartnere, brolæggere og entreprenører, mens læssemaskinerne også er målrettet landbrug.

Glad Volvo-forhandler

Sylvester A/S blev etableret i 2002 af Ole Sylvester. Siden er hans bror, Tom Sylvester, kommet med i firmaet, og i 2007 byggede de 1.500 kvadratmeter i Koldings nordlige industrikvarter. Firmaet har handlet med et bredt udsnit af brugte og nye maskiner.

- For os er det vigtigt, at vi nu kan sætte skiltet med Volvo-forhandler op. Samtidig betyder det, at vi nu har adgang til teknisk backup fra Volvo, vi sælger med Volvos garanti, vi har adgang til Volvo Finans, og vi leverer maskiner med Volvos service, siger Ole Sylvester.

I fremtiden vil det typisk være én af Volvos mange servicebiler, der kommer, uanset hvor i landet maskinen kører.

Det oplyses desuden, at målet for Sylvester er at have et bredt felt af maskiner på lager og desuden lagerføre skovle og andet udstyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hidtidige forhandlere stopper

Sylvester vil nu opbygge en ny hjemmeside udelukkende med kompakte maskine og udstyr. På sigt er det også planen at skabe en hjemmeside, hvor kunderne selv kan gå ind og konfigurere deres egen maskine.

Virksomheden har i dag fem medarbejdere. Foruden af være Volvo-forhandler er firmaet også forhandler af Variant trailere.

Jens Ejsing understreger, at samarbejdet mellem de to partnere skal udvikle sig hen ad vejen. Det er to forskellige firmaer, men kunden skal opleve det som en one-stop-shop. Volvo Entreprenørmaskiner har tidligere haft Hjallerup Maskinforretning og Karl Mertz som regionale forhandlere i henholdsvis Nordjylland og Sydsjælland og Lolland/Falster. De er begge ophørt som forhandlere.

Aftalen er i øvrigt allerede trådt i kraft. Det bliver markeret med åbent hus hos Sylvester A/S i Kolding den 31. marts og 1. april kl. 10-15.